3POINT
Nyheder4. apr. 2019

Tilfreds Retov: Vi er bedst i de fleste minutter på langt de fleste parametre

Martin Retov har ført Brøndby IF i deres tredje pokalfinale på stribe efter en 1-0-sejr over AaB i semifinalen. En semifinale, som Brøndby var klart bedst i, me

3point person
3point.dk4. apr. 2019

Martin Retov har ført Brøndby IF i deres tredje pokalfinale på stribe efter en 1-0-sejr over AaB i semifinalen. En semifinale, som Brøndby var klart bedst i, mener Retov. FOTO: Teis Markfoged Brøndbytræner Martin Retov var ikke sen til at rose sine spillere efter semifinalesejren over AaB, som han mener var helt fortjent. - Vi spiller en rigtig god kamp, synes jeg. Vi er bedst i langt de fleste minutter af kampen på langt de fleste parametre. Vi kontrollerer kampen, vi kommer foran og AaB har ikke mange chancer derefter. Vi spiller klogt, og vi venter på de rigtige momenter til at spille omstillingerne. Det kunne vi så have gjort bedre i de afgørende momenter. Men vi gør det godt, må jeg sige, siger Retov til 3point.dk. Han er tæt på at kunne erklære kampen for den bedste, Brøndby har spillet under hans ledelse. - Det er nok tæt på i hvert fald. Det gør mig stolt, at det er i de kampe, inklusive Horsens-kampen, hvor vi har været allermest pressede for at levere resultater, der gør vi det også. Det viser karakter, og spillere som vil dø med støvlerne på. For under en måned siden mødtes de to hold også i en hektisk kamp, der endte 3-3. I semifinalen havde Retov derfor haft mere fokus på at holde bedre styr på AaBs styrker. - Vi fik en lidt mere rolig kamp, hvor vi kunne kontrollere deres omstillinger lidt bedre, for det er de dygtige til. - Kompaktheden havde vi snakket om, skulle være der. Vi kunne ikke bare angribe hele tiden. Hvis vi gør det, og forsvaret ikke følger med, kommer der for mange huller mellem kæderne. Der trak vi os enkelte gange i dag, og det var af taktiske overvejelser. Nu skal Retov og spillerne så have aftenen til at fejre finalepladsen i omklædningsrummet, for det er en speciel oplevelse at have kvalificeret sig. - De vil rigtig gerne i den pokalfinale. Nu har vi stået derinde før, og mange af spillerne har prøvet det før. Alle ved, det er en fantastisk dag for dansk fodbold og for spillerne der oplever det. Slutteligt havde Retov også rosende ord til overs for Brøndbys fans, som leverede en magtdemonstration på tribunerne. - Det er Brøndby når det er bedst. Alle er klar, lige fra banen til tribunen, og det er det, der gør at vi overlever sådan en kamp. I det hele taget er de der jo altid. De bakker os altid op, og det er næsten ubeskriveligt. Pokalfinalen spilles Store Bededag den 17. maj.

Mest kommenterede nyheder