3POINT
Niels Frederiksen

Teis Markfoged

Nyheder20. feb. 2022

Tilfreds Niels Frederiksen: - Nej, det er ikke førstepladsen, der fylder

Når centrale spillere forsvinder fra et hold, og nye kommer til, giver det altid en usikkerhed - for hvor står holdet? - Vi er konkurrencedygtige, og de nye har gjort det udmærket, konkluderede Niels Frederiksen efter sejren over Nordsjælland.

Nanna Møller Karlsen
Nanna Møller Karlsen20. feb. 2022

Brøndby-træner Niels Frederiksen hører ikke til typen, der brokker sig højlydt over at måtte vinke farvel til centrale spillere for i stedet at skulle til at spille helt nye og ukendte navne ind på holdet.
Sådan er vilkårene i stort set alle danske klubber, og det er også en del af præmissen i Brøndby, der nu forfølger en strategi om at spille med et lidt yngre hold end tidligere for at kunne tjene penge på videresalg til udlandet, lød det fra cheftræner Niels Frederiksen efter 2-0-sejren over FC Nordsjælland sent søndag eftermiddag.

Derfor var han også godt tilfreds med sejren, som han selv kaldte fortjent – med de nye Carl Bjørk og Joe Bell med fra start.

- I dag var en bekræftelse på det, jeg synes, vi har set i vores opstart generelt: At vi har et konkurrencedygtigt hold, sagde Niels Frederiksen.

- Men usikker … er man ikke altid det, når spillere forsvinder, og der kommer nye til, og man skal i gang med den første kamp. Så ved man jo aldrig 100 procent, hvor man står. Og det ved vi jo dybest set heller ikke endnu. Vi har vundet en kamp, og det er udmærket. Vi har hele tiden sagt, at de nye spillere, der er kommet ind, er nogle dygtige spillere. Og jeg synes også, at de viser i dag, at de har gjort det ganske udmærket, sagde Niels Frederiksen – og hentydede altså til Carl Bjørk og Joe Bell, der debuterede i Farum efter at være blevet hentet som afløsere efter Morten Frendrup og Mikael Uhre.

Niels Frederiksen var helt med på, at 1. halvleg ikke lige frem var en stor fodboldmæssig nydelse.

- Det var en meget taktisk affære, det var tydeligt at begge hold havde forberedt sig på hinanden. Men jeg synes, vi løfter niveauet i vores spil i 2. halvleg ganske betragteligt, og vi får sat vores wingbacks endnu mere i scene – specielt Bruus, og det var planlagt – og det er jeg meget godt tilfreds med. Generelt var vores hold lidt mere rolige på bolden og lidt mere sikre i pasningerne i anden halvleg end i første, sagde Niels Frederiksen.

Trods den syvende sejr i træk i superligaen får tredjepladsen i ligaen ikke Niels Frederiksen til at ligge vågen med gulddrømme om natten.

- Nej, jeg tænker faktisk slet ikke på, at vi er tættere på førstepladsen nu. Det er ikke det, der fylder lige nu. Jeg tænker mere over vores præstation, og hvordan vi kan gøre det endnu bedre. Det andet tænker jeg ikke på. Det skal jeg nok begynde at tænke på på et tidspunkt, når vi når længere frem. Hvis det stadig er relevant på det tidspunkt, lød det fra Niels Frederiksen.

Mest kommenterede nyheder