3POINT
Nyheder16. feb. 2020

Tilfreds Niels Frederiksen efter premieresejr: Mange har stillet spørgsmålstegn ved os

Niels Frederiksen kunne se sit nye, unge Brøndbyhold levere en flot præstation og vinde 2-0 over OB. Efter kampen var der mange ting, der glædede Brøndby-træner

3point person
3point.dk16. feb. 2020

Niels Frederiksen kunne se sit nye, unge Brøndbyhold levere en flot præstation og vinde 2-0 over OB. Efter kampen var der mange ting, der glædede Brøndby-træneren. FOTO: Teis Markfoged Brøndby vandt 2-0 over OB i søndagens Superligakamp. Det var en disciplineret indsats fra Brøndbyholdet, som ikke blev overrasket over det, OB kom med. - På nogle parametre blev det en kamp, som vi havde forudset, og på andre blev det ikke. Vi havde måske ikke forudset, at banen var svær for begge hold at håndtere. Det bliver en kamp med mange dueller, og der bliver også en masse fejl, fordi man glider. Det havde vi selvfølgelig ikke forberedt os på, men ellers synes jeg egentlig, det levede meget godt op til, hvad vi havde forventet, fortæller Niels Frederiksen til 3point.dk efter kampen. Der var mange ting, Brøndbytræneren synes, han kunne være tilfreds med. - Vi scorer to mål. To spillere, der ikke normalt scorer så meget, det ser jeg som positivt. Jeg synes egentlig, at vi forsvarer os udmærket og holder nullet. Jeg er godt klar over, at OB har nogle chancer, vi har også yderligere chancer og så havde vi lidt marginaler og scorer på de rigtige tidspunkter i dag. Det er en del af fodbold. Det at vi arbejder så hurtigt i vores organisation og er så dygtige til at forsvare os, det synes jeg er udmærket. Vi ville gerne have været dygtigere med bolden stadigvæk, men altså, det må vi arbejde på. I januar solgte Brøndby flere store profiler, og derfor er det vigtigt, at Brøndby nu kan få modbevist kritikerne. - Selvfølgelig. Det er en vigtig start for os. Der er mange der har stillet spørgsmålstegn ved os. Selvfølgelig er det ikke sådan, at vi nu kan sige, at vi bare vinder resten af vores kampe, men det er vigtigt for holdet og for troen på egne evner. Jeg har set en rigtig god stemning og god tro på tingene i løbet af opstarten, og den kan vi jo så ride lidt videre på. Ifølge Niels Frederiksen kan sejren også skabe momentum for det projekt, Brøndby IF er. - Det var et yngre Brøndbyhold end vi har set længe, og det var et mere dansk Brøndbyhold. Vi har vel seks danskere i startopstillingen og nærmest lige så mange på bænken. Selvfølgelig var det på den måde et anderledes Brøndbyhold, men det er jo ikke sådan, at vi kun spiller med 18-årige. Men der er gjort mere plads til vores unge. Det skridt skal de nu tage og vise, at de er dygtige nok. - Vi har jo meldt ud, at vi skal gøre mere plads til vores egne unge, og det viser vi i dag, at der er skabt noget rum til ved at sælge nogle af de mere rutinerede kræfter. Brøndbys nye, unge mandskab skal i aktion igen i næste weekend, når turen går til Aalborg.

Mest kommenterede nyheder