Tilfreds HB Køge-træner: Mads Juel arbejder stenhårdt
Den unge forsvarsspiller Mads Juel Andersen blev i sommers rykket op i Brøndbys Superligatrup, hvor han blev anset som et stort talent. For tiden er han dog på

Den unge forsvarsspiller Mads Juel Andersen blev i sommers rykket op i Brøndbys Superligatrup, hvor han blev anset som et stort talent. For tiden er han dog på græs i HB Køge, der har lejet ham indtil nytår, og her er man tilfreds med udviklingen hos forsvarstalentet. I sommers lejede Brøndby den unge forsvarsspiller Mads Juel Andersen ud til 1. divisionsholdet HB Køge i et forsøg på at give ham hår på brystet via mere spilletid. Den mission er lykkedes godt, og Juel Andersen spiller masser af fodbold i HB Køge, som er tilfredse med ham. Det fortæller HB Køge-træner Henrik Lehm til 3point.dk. -Der er sket det, at Daniel Arrocha (forsvarsspiller i HB Køge, red.) har brækket næsen og skadet anklen, så Mads har fået meget spilletid. Også mere end både han og vi havde regnet med, men han udvikler sig meget, siger Lehm til 3point.dk. Han er tilfreds med Mads Juel Andersens udvikling gennem ungdomstiden, som han har kunne følge på tæt hold via sine år som ungdomstræner i Brøndby, og som han nyder at føre videre i HB Køge. -Mads er en glad og positiv dreng der altid har villet det her. Han har overhalet den ene efter den anden direkte konkurrent i Brøndby, og han arbejder stenhårdt. -Han har en rigtig god højde til at være forsvarsspiller. Han mangler at få lidt flere kilo på kroppen, men det arbejder han meget med igennem ekstra styrketræning. Han er glad for dueller, god til at forsvare og er god på bolden. Der hvor han mangler lidt, er at få noget mere voksenfodbold. Han tager af og til for store chancer og slår måske for mange ”ungdomsbold-afleveringer” op midt i banen, som bliver straffet i seniorfodbold. Det er det vi arbejder med, men det kommer med erfaringen, fortæller Henrik Lehm. Han mener, at HB Køge er et godt match for Mads Juel Andersen på nuværende tidspunkt, da spilletiden her er vigtig for den unge forsvarsspillers udvikling. -Mads skal spille. Hvis han kommer ind i Brøndby og de ikke tror på ham, går udviklingen i stå. Men Mads har meget tålmodighed i og med at han har været reserve mange gange tidligere, så han er ikke sådan at slå ud. Der er ingen tvivl om, at hvis Mads får lov at spille regelmæssigt, så er han Superligaspiller om 2-3 år. 18-årige Mads Juel Andersen vender efter planen tilbage til Brøndby IF's Superligahold den 1. Januar.