Tilfreds Frederiksen: Giver ekstra meget på selvtillidskontoen
Cheftræner Niels Frederiksen synes Brøndby var det bedste hold i kampen mod OB og måden man vandt på, giver ekstra meget på selvtillidskontoen, siger han. FOTO:

Cheftræner Niels Frederiksen synes Brøndby var det bedste hold i kampen mod OB og måden man vandt på, giver ekstra meget på selvtillidskontoen, siger han. FOTO: Teis Markfoged Brøndby IF var søndag aften hele følelsesregistret igennem, da de først kom foran 1-0, senere bagud 1-2 og til slut kunne juble over en 3-2-sejr over OB på Brøndby Stadion. Det var en fortjent sejr, mener cheftræner Niels Frederiksen. - Jeg er glad og tilfreds og også stolt af drengenes præstation derinde i dag. Den var rigtig fin og de viste god mentalitet og kom tilbage efter at have været bagud. Jeg synes vi var det bedste hold på banen i samtlige 90 minutter, sagde Brøndby-træneren efter kampen. - Det var i den ende af skalaen, hvor man godt kan tillade sig at kalde det lidt ufortjent, at OB pludselig kom foran. Men spillerne viste god moral og blev ved med at klø på. Det er jeg meget tilfreds med. LÆS OGSÅ: Lettet Skipper efter stærk debut: Jeg har ikke sovet så meget i nat
Ros til den fysiske sektor
Måden Brøndby fik vendt det på, efter en sen dukkert i Randers og et nederlag i Polen, giver ekstra meget på selvtillidskontoen, mener Frederiksen. - Der er forskellige måder at vinde kampe på og dette er en af de gode og sjove måder, som giver ekstra meget på selvtillidskontoen. At være bagud og komme igen tæller rigtig meget. Hvis man kan score i den sidste periode af kampen, er det også rigtig godt. Vi havde det hele i dag, så det kan vi helt sikkert bruge. Han sender også en stor ros til den fysiske stab, som arbejder med Brøndby-spillerne og sørger for, at de fysisk kan levere, som de gør i øjeblikket. - Vi bruger det aldrig som en undskyldning, men man skal også huske på, at mange af spillerne også havde spillet 90 minutter i en rigtig hård kamp i torsdags i Polen. Alligevel synes jeg, at vi så væsentligt mere friske ud de sidste 20 minutter. Så herfra skal der også lyde ros til vores fysiske sektor, for at få bragt spillerne i kanon form. Niels Frederiksens tropper skal i aktion igen på torsdag, når returopgøret mod Lechia Gdansk skal spilles på Brøndby Stadion.