Tilfreds Agger: De 3 point var vigtigst
Daniel Agger brændte straffespark, men Brøndby endte alligevel med at sikre sig de 3 point mod AGF. Vigtige point, hvis man spørger Agger. Daniel Agger sagde ef

Daniel Agger brændte straffespark, men Brøndby endte alligevel med at sikre sig de 3 point mod AGF. Vigtige point, hvis man spørger Agger. Daniel Agger sagde efter pokalnederlaget til FCK, at det var vigtigt, at Brøndby kunne rejse sig mod AGF søndag. Det gjorde holdet, da man sejrede 2-1, og de tre point luner hos viceanføreren: -Selvfølgelig er de 3 point det vigtigste ved denne kamp. Det blev ikke så kønt i dag, men der kom tre point på kontoen, og det var super vigtigt. Vi bliver målt og vejet på de point vi får, fortæller Daniel Agger efter kampen til 3point, og fortæller videre om sit syn på kampen: -Vi indkasserer et mål alt for nemt. Det er ikke altid nemmere at spille mod ti mand, for det bliver hurtigt kompakt. Det kan man også se på os derinde, det er ikke nemt at trænge igennem. Men jeg synes, vi vinder alle duellerne, og mange af andenboldene. Vi kunne have været lidt hurtigere til at skifte side, fået dem til at løbe lidt mere. Det var ikke optimalt, men igen: De 3 point var de vigtigste. Det er altid vigtigt at vinde, især hvis du gerne vil hænge på i toppen. Så kan man sætte spillet i anden række. Daniel Agger tillod sig endda at brænde et straffespark. Det nager dog ikke viceanføreren, som mener det var uheldigt, at bolden ikke gik i mål: -Det er egentlig et fint spark. Den er deroppe hvor den skal være, men det er risikoen ved at sparke så højt. Sådan er det. I næste runde gælder det AaB på udebane. Her har Brøndby haft det svært i et stykke tid, men det bekymrer ikke Agger: -Vi har ikke været i Aalborg under Auri, så det bliver noget lidt andet denne gang. Men vi skal selvfølgelig være klar. Vi skal gribe det an ligesom den sidste kamp mod FCK, vi skal have noget energi ind i holdet, og det får vi brug for mod et godt fodboldhold, som vi skal op og stresse. Kampen mod AaB fløjtes i gang søndag kl. 16.