
Original Site
Til sæsonkort-arrangement i Laudrup Loungen med CV, Palmå og flere
Brøndby IF afholder tirsdag og onsdag sæsonkort-arrangement i Laudrup Loungen, hvor Carsten V. Jensen, Ole Palmå, Christian Larsen og Niels Frederiksen fortæller om, hvad der foregår i klubben lige nu, og hvad planerne er for fremtiden. Emnerne er blandt andet Masterclass, økonomi, taktik og trup.

Brøndby IF gentager i disse dage succesen fra februar, hvor der blev afholdt foredrag med Carsten V. Jensen og Ole Palmå. 3point.dk havde ligesom mange andre fundet vej til arrangementet tirsdag aften, hvor også Christian Larsen, Rezan Corlu og Niels Frederiksen kom på scenen. Emnerne var mange, og ligeså var spørgsmålene fra salen, og på den måde fungerede arrangementet rigtig godt. Fansene kunne både stille spørgsmål og give sit besyv med omkring de ting, som blev gennemgået i løbet af de to timer, som foredraget stod på.
Tilskuerne var udstyret med kolde drikkevarer og havde muligheden for at stille spørgsmål gennem hele arrangementet, som blev afholdt ganske fint i forhold til covid-19. Der var god afstand mellem publikum, ligesom to ansatte fra Brøndby gik rundt med mikrofoner på en stang, så man bevarede sikkerheden for alle.
Carsten V. Jensen og Ole Palmå var de første på scenen, og de to ledelsesfigurer i klubben beskæftigede sig med emner som regnskab, hovedsponsor, covid-19, transfers og den trup, som Brøndby har lige nu. Der er nemlig sket meget siden, at de blå/gule holdt et lignende arrangement i febuar. Her havde hverken det fremmødte publikum eller Brøndby nemlig forestillet sig, at covid-19 ville lukke landet ned kort tid efter. Der var på den konto mange spændende ting at snakke om. Økonomien har peget i en god retning, selvom der er forsvundet mange indtægter i den seneste tid, og forventningen var også, at det ville fortsætte, selvom årsregnskabet bliver med større underskud. Ole Palmå fortalte ikke overraksende, at covid-19 havde gjort situationen omkring en ny hovedsponsor lidt mere besværlig, men at der var dialog med flere. Carsten V. Jensen var noget ukonkret omkring tilføjelser til truppen, men gjorde det klart, at man ønskede at hente profiler, hvis de blå/gule skulle have nye spillere.
Fodbolddirektøren kom ind på, at man skulle hente profiler lige efter en snak om, hvad han havde lært i pausen, som var udløst af covid-19. Her fortalte CV, at han havde genoptaget sin interesse for fiskeri. Det blev kort efter taget op igen efter et spørgsmål fra salen, hvor CV ganske kort forklarede, at han gik efter de store fisk. Én overført betydning, som Palmå også fik brugt i snakken om hovedsponsor.
Førsteholds-minutterne til talenterne er vigtigere end antallet af talenter i truppen
De to direktører udgjorde næsten halvdelen af arrangementet, men blev erstattet af Christian Larsen, som er talentchef, kort før pausen. Talentchefen var ikke overraskende godt tilfreds med udviklingen på talentsiden i det seneste halvår, hvor det er blevet til mange Masterclass-minutter på førsteholdet. Det var en pointe, som Christian Larsen også gerne ville have ud. Man går ikke nødvendigvis skarpt op i antallet af talenter i førsteholdstruppen, man går derimod op i minutterne, som tilfalder Masterclass-spillere.
I pausen fik fansene rig mulighed for at fylde glassene op, ligesom de kunne tale om de ting, der var blevet taget op i første del af arrangementet.
Brøndby-spillerne havde godt nok fri, mens arrangementet stod på. Men som en lille overraskelse efter pausen, var Rezan Corlu dukket op og klar til at besvare spørgsmål. Den lille teknikker fik muligheden for at fortælle lidt om, hvilken spiller som var kommet tilbage, i forhold til hvem han var, da han forlod de blå/gule sidst. Corlu var glad for, at han var kommet til Roma og derefter Lyngby, før Brøndby. Det var nemlig noget, som han selv mente, havde modnet ham. Kreatøren gjorde det også klart, at han var ganske ærgerlig over sit røde kort, nu hvor sæsonen starter igen, uden ham i de første par uger.
En meget central del af Brøndby IF udfyldte i den største del af arrangementet rollen som publikum, men kunne til sidst gribe fat om en mikrofon. Niels Frederiksen, som er cheftræner, var nemlig den sidste mand i stolen til venstre for Christan Schultz, som er kommunikationschef i Brøndby og ved dette arrangement, er vært. Niels Frederiksen kunne her berette om nogle af de taktiske ting, som Brøndby har arbejdet med i den seneste tid, ligesom han kom ind på, hvordan tingene fungerer i trænerteamet. Cheftræneren kom efter et spørgsmål fra salen også ind på, at Bent Turbo Christensen nu indgik som en slags angrebstræner ved siden af sin rolle som transitions-træner.
Arrangementet afholdes både tirsdag og igen i aften, onsdag. Det er kun for sæsonkortholdere, og det er anden gang, at Brøndby gør det med Carsten V. Jensen og Ole Palmå som nøglefiguerne.