3POINT
Nyheder27. okt. 2019

Thomasberg raser over rødt kort: Hver gang der er tvivl herovre, så får vi den hårdeste straf

Randers-træner Thomas Thomasberg var alt andet end tilfreds med dommer Jens Maaes indsats i opgøret på Brøndby Stadion, hvor et tvivlsskøn efter en halv time en

3point person
3point.dk27. okt. 2019

Randers-træner Thomas Thomasberg var alt andet end tilfreds med dommer Jens Maaes indsats i opgøret på Brøndby Stadion, hvor et tvivlsskøn efter en halv time endte med rødt kort til Randers-keeper Carlgren og et straffespark til Brøndby. FOTO: Ian Nielsen / Ian Foto Sport Brøndby var bagud 0-2 efter et kvarter, men endte med at vende kampen rundt og vinde med hele 5-2. Kampens vendepunkt blev, da Randers-keeper Patrick Carlgren boksede Simon Hedlund bevidstløs i en kamp om bolden. Carlgren så rødt, og det var Randers-træner Thomas Thomasberg slet ikke tilfreds med efter kampen. - Vi oplever først, at vi får en fantastisk start og kommer foran 2-0. Så kommer 2-1-målet, og så kommer denne her situation, som er rigtig kampafgørende. Vi kunne godt se, at Patrick kommer ud med god fart. Han har øjnene på bolden. Jeg har stadig ikke set en vinkel, hvor jeg kan se, hvem der rammer den først, men Patrick rammer den, for ellers kan bolden ikke ryge i den retning. Selvfølgelig er det et sammenstød. Hvis det er ham, der rammer den først, så er der straffe, men jeg kan ikke se, at det skulle være et rødt kort. Det er en naturlig ting, at målmanden bruger hænderne. Skulle der have været rødt kort til Hedlund, hvis Patrick ramte den først, fordi han så header ind i armen? spørger Thomasberg retorisk overfor 3point.dk efter kampen. Han dømmer vel efter reglerne for farligt spil? - Jamen så døm da et straffe og et gult kort. Jeg synes, der er tvivl, og så kan jeg konstatere, at hver eneste gang, der er tvivl om det herovre, så får vi den hårdeste straf. Det er jo den ultimative straf at få et straffespark og rødt kort imod sig. Naturligt at målmænd bruger hænder Thomasberg mener, det er et generelt problem for de mindre hold, at når de gæster Brøndby Stadion og Telia Parken, hvor fansene kan lægge et tryk på dommerne, så falder tvivlskendelserne ud til deres fordel. - Jeg tror ikke på, at man bliver forfordelt. Men der ligger måske noget i, at når man er her, så er det måske lidt lettere for dem. Jeg kan bare konstatere, at over de kampe, vi har været her, så er tvivlen bare gået den forkerte vej for os. - Jeg kan finde flere endnu. Så havde vi et straffespark i første runde af sidste sæson, som vi skulle have haft, og sådan kan man finde mange. Jeg synes ikke, der er noget der siger, at denne her skal 100% være rødt kort. Det er naturligt, at målmanden kommer med sine hænder. Havde det været en spiller, der var kommet med sine fødder i den højde, så var det selvfølgelig et rødt kort. Men markspillerne ved også, at når de kommer ind i feltet, så er der en mand der må tage med hænder. 3point.dk nævnte herefter for Thomasberg, at Randers fik et mål godkendt i årets første kamp mod Brøndby, selvom Randers-angriber Emil Riis tydeligt havde hånd på bolden. - Jo, så har du fundet én ud af 25. I kan nævne et eksempel, jeg kan finde en del andre. - Der vil sikkert sidde en masse og sige, at "nu tuder vi også". Hvis I synes, der er straffe og rødt kort, så er det jo bare det, I skal skrive. Så er jeg bare uenig. Det er langt fra første gang, at Thomas Thomasberg udtaler sig om emnet, og på de sociale medier får Randers-træneren en hård medfart fra fans af andre klubber, som netop mener, at han "tuder" for meget. - Det er da helt vildt fint. Jeg kan jo ikke bestemme, hvad de skriver. Der er sikkert mange der vil synes, at det er fedt, for nu bliver vi ramt af den igen. Det lyder selvfølgelig som om, jeg står og tuder, men jeg kan bare konstatere, at alle dem jeg har snakket med, der er debat om, om det er den rigtige kendelse eller ej. Er der rødt kort eller ej? Der er forskel på fejl og skøn. En fejl er en fejl, det er et skøn ikke. Og det røde kort i dag var et skøn. Et skøn, som Thomasberg og Randers FC ikke regner med at appellere. - Vi vil ikke appellere, for der er ikke nogen vinkel der endegyldigt beviser hvem der rammer den først og om det er Hedlund, der header ind i Patrick. Så bliver det et skøn, og det er de skøn, som vi siger, de går aldrig vores vej. Glæder sig til VAR Hvis Thomasberg har ret, er det et problem for dansk fodbold at dommerne favoriserer nogle hold mere end andre. Men det er ikke noget, Thomasberg tror, vil ændre sig. - Det ændrer sig ikke. Vi har en chance næste år, når der kommer VAR. Men det er ikke mig, der skal bestemme hvad dommerne skal dømme. Men der er nogle kendelser, som vil blive ændret. Nu nævner du selv Emil Riis' scoring, den ville være blevet taget fra os og det skulle den også. Men så er der andre kendelser, som ville gå vores vej. Jeg har oplevet flere offsides herovre, både med Randers og Hobro, som har været afgørende. Det straffespark de fik sidste år, det var også blevet taget fra dem. En fremmødt journalist spørger ligeledes Thomasberg, om han vil fremlægge dokumentation for sine påstande. - Nej, for det kan jeg ikke bruge til noget. Jeg kan jo ikke få den kamp fra sidste år tilbage igen og det er jeg heller ikke interesseret i. Det er bare en konstatering. Thomas Thomasberg har nu mødt Brøndby IF syv gange som træner og har endnu sin første sejr til gode.

Mest kommenterede nyheder