Thomas Frank begejstret over målscorer
Ertugrul Teksen stod bag Brøndbys enlige mål, da de blå/gule lørdag spillede 1-1 mod FC Nordsjælland i U/17-Ligaen. I en velspillet og underholdende kamp begejs

Ertugrul Teksen stod bag Brøndbys enlige mål, da de blå/gule lørdag spillede 1-1 mod FC Nordsjælland i U/17-Ligaen. I en velspillet og underholdende kamp begejstrede angriberen flere gange klubbens Superliga-træner Thomas Frank. Med sidste uges chokmeddelelse fra Brøndby IF om afskedigelsen af U/17-træner Søren Weber Juul med virkning fra årsskiftet var det spændende at se, hvordan spillerne ville reagere til lørdagens kamp mod FC Norsjælland i U/17-Ligaen. Ville de slå op i banen, som det ofte ses ved annoncerede trænerskift, eller ville de gå ud og kæmpe for deres træner? Lad det være sagt med det samme, at det var det sidste, som blev tilfældet. To velspillende hold gav hinanden kamp til stregen på Brøndby Stadions bane 10, der lagde kunstgræs til det underholdende opgør. Søren Weber Juul havde valgt dette Brøndby-hold fra kampens start:Casper Hauervig Christian Johansen - Anton Hendriksen - Benjamin Laursen - Emil Bundgaard Christian Enemark Karl Dines Appelt - Jonas "Mini" Madsen Oliver Falkengaard - Ertugrul Teksen - Andreas Bruus
Teksen fik chancen og greb den
Efter en række gode indhop fik Ertugrul Teksen chancen fra start og greb den. Ikke fordi den mest benyttede topangriber i sæsonen, Bertram Gjelfort, har gjort det dårligt - tværtimod faktisk. Ellers var det samme opstilling som senest i det snævre nederlag mod FC Midtjylland. Allerede i det fjerde minut slog Ertugrul Teksen til. Angriberen stjal bolden midt på nordsjællændernes banehalvdel lidt ude i højre side, tog et rush i dybden og trak - omringet af fem modstandere - skråt ind i feltet, og fra en spids vinkel blev bolden sendt fladt i nettet til en tidlig Brøndby-føring. En aktion som tydeligvis skabte jubel hos Thomas Frank. Det var ikke eneste gang, at klubbens Superliga-træner udtrykte begejstring for den lille, hurtige og driblestærke angriber. Thomas Frank havde selskab af stort set hele sin trænerstab på sidelinjen, hvor den hollandske storklub Ajax i øvrigt havde John Steen Olsen, scout i Skandinavien, på plads sammen med et TV-hold.
Bruus tæt på at trække rødt
Det hurtige mål blev startskuddet til en underholdende og afvekslende første halvleg, hvor de to hold skiftedes til at have initiativet. Der var chancer i begge ender, men to velspillende målmænd i Oliver Thorup fra FCN og Casper Hauervig fra BIF forhindrede yderligere scoringer. Brøndby var bedst i det etablerede spil, mens gæsterne var bedst, når de kunne lave omstillinger. I første halvleg tilfaldt de fleste chancer hjemmeholdet, og specielt Andreas Bruus med udgangspunkt på venstre kant voldte forsvarerne fra Farum problemer. Blandt andet var han tæt på at trække et gult kort til gæsternes Kasper Jørgensen kort før pausen, men backen holdt sig fornuftigvis i skindet. Det havde nemlig betydet det andet gule kort og dermed et tidligt bad.
Et overraskelseangreb direkte på kick-off
Direkte på kick-off til anden halvleg stak Ertugrul Teksen afsted i et overraskelsesangreb, men devsærre for de blå/gule blev det efterfølgende skud pareret til hjørne. Ellers lignede det første kvarters tid efter pausen spillet i første halvleg, men herefter kom gæsterne mere og mere ind i kampen. Det resulterede i en udligning midt i halvlegen. Efter at have lagt pres på i nogle minutter kom FC Nordsjælland frem til en god skudmulighed i feltet, men Brøndby-keeper Casper Hauervig fik flot pareret. Riposten røg imidlertid lige ud til gæsternes spidsangriber Niklas Kristiansen, der nemt kunne score uden chance for Brøndbys landsholdsmålmand.
Klar til at dø med støvlerne på
Scoringen gav udeholdet et løft, og de havde tydeligvis momentum de næste minutter, mens værterne til gengæld virkede mere og mere trætte. Det gav imidlertid ikke bonus for nordsjællænderne, og mod slutningen fik Brøndby kæmpet sig tilbage til et nu helt lige opgør, hvor begge hold tydeligvis gik efter sejren. En kombination af manglende kynisme i de afgørende situationer og to velspillende målmænd gjorde imidlertid, at kampen gik til ende uden yderligere scoringer. Et ganske passende resultat, omend 2-2 eller måske endda 3-3 havde givet et bedre billede af begivenhederne. Under alle omstændigheder lignede det et Brøndby-hold, der var klar til at dø med støvlerne på for deres snart forhenværende træner. Det gav sig blandt andet udtryk ved, at der var mere lyd på, end der ellers har været i de fleste kampe i sæsonen.
Kampen i tal
Brøndby IF - FC Nordsjælland 1-1 (1-0) 04. minut: 1-0; Ertugrul Teksen 23. minut: Gult kort til Andreas Bruus (BIF) 29. minut: Gult kort til Kasper Jørgensen (FCN) 35. minut: Gult kort til Karl Dines Appelt (BIF) 41. minut: Gult kort til Anton Hendriksen (BIF) 59. minut: 1-1; Niklas Kristiansen 63. minut: August Vitus Frandsen ind / Ertugrul Teksen ud 72. minut: Bertram Gjelfort ind / Oliver Falkengaard ud 80. minut: Mads Eslund ind / Christian Enemark udStillingen i U/17-Ligaen Brøndby IF's program Mandag får alle de spillere i Brøndbys bedste U/17-trup, som ikke har fået så meget spilletid og samtidig er klar, chancen for at vise sig frem. Der er planlagt en træningskamp kl. 16:30 hjemme mod norske Odd Grenland, og kl. 19:50 skal U/16 spille på udebane mod FC København. Den sidste kamp er i Reservehold U/16 Drenge Øst, Pulje 1, hvor de øvrige hold i rækken er Lyngby BK og HB Køge. Den svarer lidt til Reserveligaen for Superliga-reserverne. Kampen er et topopgør.