Tandløst Brøndby-hold kørt baglæns ud af Haderslev
Brøndby IF blev ydmyget, da de søndag eftermiddag tabte 3-0 i Haderslev.

Brøndby IF skulle søndag eftermiddag forsøge at følge op på to sejre i træk, da de på udebane tørnede sammen med Sønderjyske.
Cheftræner Steve Cooper foretog en tvungen ændring på midtbanen. Bartosz Slisz afsonede karantæne, og det samme gjorde Benjamin Tahirovic, og så var det Mathias Jensen, der startede inde ved siden af Daniel Wass.
Resten lignede sig selv, men det var et Brøndby-hold totalt uden den selvtillid og bund i holdet, som har strålet ud af dem i de seneste to kampe. Som så mange gange før - Brøndby har ikke vundet i Haderslev i otte år - lignede Brøndby-spillerne nogle, som decideret undervurderede opgaven.
De blev most og kyst på fysik og kontra. Det har mange gange været opskriften for Sønderjyske på hjemmebane mod Brøndby, og det var det også denne søndag eftermiddag.
Efter bare tre minutter stak en Sønderjyske-spiller afsted, satte Jordi Vanlerberghe med en skudfinte. Han afsluttede og Patrick Pentz gav en retur, som let kunne sættes i nettet til 1-0.
2-0 blev det også. Pentz har ellers været velspillende hele foråret, men i Haderslev diskede han op med et kæmpe drop på et langskud, som endte som et selvmål.
Det var ikke ligefrem fordi det vækkede Brøndby. De var stadig bagud i tanke og handling, mens spørgsmålet primært var, om Sønderjyske ville lykkes med at score igen. Der manglede alt i Brøndbys første halvleg. Der manglede idéer, visioner, mod og vilje.
Ben Godfrey nåede blot et kvarter på banen, så måtte han udskiftes med en skade. Han blev støttet ud af stadion af to holdkammerater, mens han humpede. Han ligner ikke en mand, som spiller på fredag.
Ind i stedet for ham kom Oliver Villadsen, som faktisk var en af de få, der efterlod et godt indtryk efter første halvleg. Han var enten ophavnsmand eller involveret, når Brøndby fik sat noget fornuftigt sammen. Som for eksempel til sidst i halvlegen, da Mads Frøkjær burde have reduceret efter flot forarbejde af Villadsen, som satte ham op til en stor chance.
Men det virkede på mange måder som en genudsendelse for Brøndby i Haderslev. Nede 2-0 ved pausen.
Skadeskvalerne var ikke ovre for Brøndby. Vanlerberghe lod sig udskifte i pausen og blev erstattet af 17-årige Raphael Canut. Senere i anden halvleg gik også Mats Köhlert i stykker, så de dårlige nyheder stod i kø for Brøndby.
Brøndby havde to gode minutter i starten af anden halvleg, men det var egentlig hvad det blev til. Sho Fukuda var tæt på, men så tog hjemmeholdet over igen og kampen begyndte at ligne den kamp, vi så i første halvleg.
Brøndby-spillerne var alt for nonchalant og laissez-faire. Der manglede vildskab og vilje. Alt dette besad Sønderjyske dog, ligesom de også kendte de små og beskidte tricks og fik de billige frispark, tog tid ud af kampen og alt det, som man skal kunne, hvis man gerne vil vinde en fodboldkamp og frustrere modstanderen.
Det var alt, der manglede for Brøndby. Afleveringer sejlede ud i intetheden eller ind i favnen på målmanden. Tæmninger røg flere meter væk. Netop sidstnævnte skete for indskiftede Emmanuel Dennis efter 65 minutters spil, og det straffede hjemmeholdet prompte. To afleveringer og så blev en svagt spillende Luis Binks sendt ud efter pølser og bolden sendt i nettet.
Så var kampen reelt afgjort, men både Frøkjær og Dennis kunne have givet Brøndby lidt liv, hvis de havde scoret på de meget store chancer, de begge fik. Men begge gange blev bolden sendt forbi mål, og derfor blev det den rene ydmygelse.
Hvis et hold skulle score yderligere i slutfasen, skulle det have været Sønderjyske. Men de nøjedes med at være tæt på et par gange og viste på den måde Brøndby nåde. 3-0 og et bovlamt Brøndby-hold måtte rejse duknakkede hjem fra Haderslev efter at være kørt baglæns ud af stadion det meste af kampen.