3POINT
Nyheder24. nov. 2019

Tamme Brøndby led nyt nederlag til AGF

Brøndby leverede en svag præstation søndag aften og tabte igen til AGF. Denne gang endte det 2-1 til David Nielsens mandskab. FOTO: Teis Markfoged Søndag aften

3point person
3point.dk24. nov. 2019

Brøndby leverede en svag præstation søndag aften og tabte igen til AGF. Denne gang endte det 2-1 til David Nielsens mandskab. FOTO: Teis Markfoged Søndag aften var der dømt topopgør på Ceres Park i Aarhus. Brøndby gæstede AGF og Niels Frederiksen stillede i sin efterhånden vanlige 3-5-2, men hev en kanin op af hatten, da han valgte at starte med Johan Larsson på den centrale midtbane sammen med Morten Frendrup og Dominik Kaiser. Det blev dog ikke et eksperiment, der vil gå over i historien. Det vil Brøndbys første halvleg generelt ikke, for de, i dagens anledning, blåklædte Brøndby-spillere kunne slet ikke få spillet til at flyde. AGF'erne gik hårdt til Brøndby-spillerne i duellerne og var aggressive i presset. Det fik Brøndby-spillerne til ni ud af ti gange at sparke eller cleare langt - ofte med en AGF-spiller som modtager. Det var ikke mange sammenhængende afleveringer, Brøndby kunne præstere. AGF virkede mere afklarede i, hvad de ville. Hjemmeholdet skabte ikke det vilde i åbent spil, men var en evig trussel på standardsituationer, hvor det ofte blev farligt. Til gengæld skulle der en kæmpe Brøndby-fejl til, før AGF fik scoret. Sigurd Rosted trak frem i banen, men manglede spilmuligheder og sendte bolden ind centralt. Men han havde ikke orienteret sig og bolden havnede lige i fødderne af Patrick Mortensen, som kunne sende Mustapha Bundu afsted. Han kom fri med Marvin Schwäbe og bragte sikkert AGF på 1-0. Brøndby havde ikke meget offensivt at byde ind med i første halvleg. Bedste mulighed - og velsagtens også eneste? - tilfaldt tilbagevendte Kamil Wilczek, der fik en udmærket mulighed efter en aflevering fra Dominik Kaiser, men fik afsluttet lige på AGF-keeperen. AGF gik derfor til pause med en ganske fortjent føring på 1-0 og Niels Frederiksen og trænerteamet måtte handle i pausen. Rosted havde fået en advarsel i første halvleg og lænede sig op ad endnu en. Derfor blev han pillet ud i pausen og erstattet af Hany Mukhtar. Det betød, at Anthony Jung rykkede ind som den tredje stopper, mens Johan Larsson gik ned på højre wingback, Kevin Mensah på venstre og Kaiser rykkede en tand tilbage på midtbanen. Gæsterne kom langt bedre ud til anden halvleg. Indskiftningen af Mukhtar gav pote. Brøndby kunne pludselig sætte flere afleveringer sammen og virkede farligere, når de kom op omkring AGF'ernes felt. Men det haltede stadig med at skabe åbne målchancer. Larsson var langt bedre på sin vante højrekant og kom frem til flere gode indlægsmuligheder. Men pludselig slog AGF til i den anden ende. En simpel aflevering blev spillet frem på Thorsteinsson, der sendte et indlæg ind mellem Brøndby-stopperne. Patrick Mortensen kom på bolden og fik med hovedet, og lidt mere af kroppen, sendt bolden i nettet bag Schwäbe. Det lignede kampens afgørelse, men Brøndby fik hurtigt reduceret til 2-1. For første gang i kampen spillede de hurtigt langs jorden og hurtigt angrebsspil og det gav pote. Kaiser og Hedlund spillede et-to og så fik svenskeren sendt bolden tilbage i feltet til Wilczek, der sikkert sparkede bolden i nettet. Efter scoringen satsede Brøndby og satte Lasse Vigen og Samuel Mraz ind for Morten Frendrup og Hjörtur Hermannsson. Men lige lidt hjalp det. AGF holdt stand og kæmpede sejren hjem. Brøndby vil være skuffede over en første halvleg, hvor de overlod alt initiativ til AGF og slet ikke fik sat et præg på kampen. Det var 45 spildte minutter. Morten Frendrup lyste op som et lyspunkt for Brøndby kampen igennem, indtil han blev skiftet ud. I kampens sidste minutter blev Niels Frederiksen vist bort med et rødt kort for at kaste stolen bagud.

Mest kommenterede nyheder