3POINT
1628506859-CC_DSCF1891.jpg

Nanna Møller Karlsen

Nyheder11. aug. 2021

Taktisk analyse: Fortjent derbynederlag

At sige søndagens derby mellem FCK og Brøndby blev afgjort på dødbolde er at tage munden for fuld, men væsentligt blev de (dødboldene) dog alligevel. Det blev også en kamp, hvor fraværet af småskadede Mikael Uhre og Frendrup på venstre wingback blev ingredienser i et derby der var tæt, men hvor FCK fortjent kunne tage de tre point. 3point.dk har kørt kampen igennem VHS-maskinen og bringer her analysen.

3point person
Kasper Pedersbæk11. aug. 2021

FCK under Jess Thorup er meget langt fra FCK man har lært at kende gennem mange år under Ståle Solbakken. I søndagens derby stillede FCK op i en skævvredet (mere om det følger) 4-2-3-1 med Grabara - Ankersen, Khocholava, Boilesen, Kristiansen - Falk, Zeca - Stage, Biel, Daramy - Wind.


1628708856-fck-bif-start11ere-august2021.jpg

Kasper Pedersbæk © All rights reserved

For Brøndby stod udgangspunktet i kontinuitetens tegn, hvor Niels Frederiksen nok en gang lod sine spillere positionere sig i en 3-5-2, dog med den markante ændring at Morten Frendrup startede som venstre wingback og en småskadet Mikael Uhre startede på bænken, hvorfor Pavlovic startede på toppen sammen med Hedlund i en start 11 der så ud som følger: Hermansen - Rosted, Maxsø, Tshiembe - Mensah, Frendrup - Cappis, Børkeeiet, Greve - Hedlund, Pavlovic.

Både Frendrup på wingbacken og Børkeeiet som den dybe 6er var ændringer set i forhold til sidste rundes kamp, men med baggrund i tilgangen af Tshiembe (som gled ind i bagkæden) og Greve (som blev dynamist 8er på midtbanen med Cappis som makker) gav det mening.

Skævvridning hos hjemmeholdet

Hjemmeholdet har under Thorup drejet på roret og ændret retning ganske markant. Væk er den klassiske 4-4-2, ind i stedet er trådt en spillestil med fokus på spil i mellemrummet, mere vovemod offensivt.


1628708854-export(29).png

Kasper Pedersbæk © All rights reserved

Opspillet blev mod Brøndby utrolig skævvredet i markant grad - se ovenstående grafik. For hjemmeholdet lod tydeligvis Daramy holde bredden i venstre med Viktor Kristiansen liggende bagved som opspilsstation, mens bredden i højre  blev udgjort af en meget fremadrettet Peter Ankersen, der skubbede markant op i banen, helt op på linje med Daramy i venstre.

Det betød at FCK angreb i en 3-2-5, hvor det så betød at Stage kunne trække ind i banen sammen med Biel i et forsøg på at overbefolke mellemrummet, og tilbyde flere opspilsstationer for specielt Falk og Zeca i opspillet (hvor specielt Falk søgte det frie rum på siderne af Brøndbys midtbane). På samme tid lod det Jonas Wind få frihed til at falde ned i banen og agere opspilsstation, en rolle der klæder den unge angriber bedre end som rendyrket 9er.

Advarslen blev givet, men ikke set

Det var over FCKs venstreside det blev farligt. Over halvdelen af FCKs afslutninger kom efter opbygninger, hvor Mo Daramy havde en bærende rolle i hjemmeholdets struktur. For Rosted og Mensah var han tæt på et mareridt, enten gik han ind i banen og kunne med sin fart og fysik udfordre - eller også havde han Viktor Kristiansen til at lave underlap. Ikke overlap, men underlap.


1628708849-export(26).png

Kasper Pedersbæk © All rights reserved

En af de første advarsler blev givet indenfor de første 20 minutter, hvor Daramy står en mod en med Mensah på kanten, her kommer Viktor Kristiansen i et underlap (altså indenom i stedet for det mere klassiske overlap på ydersiden) mellem wingback (Mensah) og stopper (Rosted). Men som det kan ses på grafikken får Cappis samlet løbet op.


1628708856-export(30).png

Kasper Pedersbæk © All rights reserved

Mindede situationen på den første grafik læseren om noget senere hen i kampen, så er det korrekt observeret. For scoringen til 3-2 kom efter en lignende situation, blot med det ændrede fortegn, at Rosted lader sig lokke frem i et pres, men kommer alt for sent og lader Biel vende med bolden ud til Daramy.

Det nemmeste i verden er at pege fingre på en enkel spiller. Men sandheden ved den scoring var, at det var en kavalkade af dårlige beslutninger. Først Rosted, så Slimane der ikke ser løbet, så Mensah der ikke kigger indad og ikke mindst til sidst, hvor Tshiembe simpelthen skal se faren ved Wind (Frendrup dækker manden bagved - se grafikken nedenfor) og gå på forstolpen (og dermed Wind) fremfor at blive stående som en saltstøtte på midten.


1628708847-export(24)2.png

Kasper Pedersbæk © All rights reserved

Det positive: Brøndbys pres og angreb over højresiden

Brøndby havde flere gange held med at stresse FCKs opspil. Man lod gerne midtbanen støtte frem i et pres, som, når wingbackerne ligeledes trådte frem, gav hjemmeholdet grå hår i hovedet.


1628708846-export(24).png

Kasper Pedersbæk © All rights reserved

Eksemplet ovenfor viser hvad det var Brøndby gjorde godt i spillet mod bolden. Her får man snedigt lokket bolden ud til unge Viktor Kristiansen, men sørger for at lukke samtlige at hans (logiske) muligheder ned, så kun en mand helt modsat står fri. Situationen ender med en fejlaflevering som bliver opsnappet af en blågul midtbanespiller, hvorefter man kan igangsætte en hurtig omstilling.


1628708851-export(27).png

Kasper Pedersbæk © All rights reserved

En del af det der lykkedes i spillet med bolden var at angribe over højresiden. Mensah formåede flere gange at positionere sig højt i banen, og komme igennem til indlæg efter bolden var blevet vendt over midten. Ovenfor er det Greve der rigtig flot løber fri i mellemrummet, går fri af en modspiller og lægger en perfekt bold skråt i dybden til en fremadstormende Mensah.

Konsekvensen af Frendrup som venstre wingback var et forventet minimalt offensivt bidrag. Og mod FCK var det tæt på den status der kunne trækkes efter kampen. Den unge - normale midtbanemand - lukkede fint af, kom kun et par gange på glatis, og neutraliserede for det meste hjemmeholdets offensiv i højre side. Men konsekvensen var som indledningsvist nævnt også en tæt på usynlig offensiv output. Brøndby var farlige over højresiden, ikke venstre.

For mange kokke

På forreste linje blev det aldrig helt godt for kombinationen Hedlund / Pavlovic i opgøret mod FCK. Hedlund spillede som han ynder, dropper ned i banen og driver på tværs for at modtage bolden og få sat sine medspillere op.

Men Pavlovic blev aldrig i tilstrækkelig grad sat i scene. Serberen udgør en udmærket opspilsstation, trækker ned i banen for at modtage bolden, han holder fint i den (bolden), men kampen blev ikke i tilstrækkelig grad spillet offensivt på hans forcer. Han bliver aldrig en spiller der truer i længderetningen, men en spiller der suger bolden til sig og kan fordele bolden med ryggen til mål. Han skal fodres med indlæg, og fungerer vel ideelt i en 4-3-3 som spids med to sideangribere til at servicere sig.


1628708853-export(28).png

Kasper Pedersbæk © All rights reserved

I søndagens opgør, når Pavlovic lod sig falde ned i banen for at agere opspilsstation, endte det med at for mange kokke fordærver maden. Det blev til tider for nemt for FCK at forsvare sig mod. Grafikken ovenfor illustrerer hvorfor - udgangspunktet er angreb Brøndby er ved at bygge op. Men hvor man med Uhre på banen har en spiller der konstant truer i længderetningen, så trak Pavlovic her ned i banen. Det betød at både Cappis, Pavlovic og Greve forsøger at arbejde i det samme rum. Mens ingen spillere truer FCK i længderetningen, hjemmeholdets defensiv kan med andre ord se al spillet foran sig, og bliver ikke tvunget til at forholde sig til løb på deres blinde sider. 

Simulering af kampen - facit kan man ikke pille ved

Hvis vi tager et kig på kampens expected goals kan vi få et fingerpeg om, hvordan Brøndby (og FCK) præsterede. Det er værd at holde sig for øje, at expected goals IKKE er en sandhed for hvem der BURDE eller SKULLE have vundet en kamp, men et redskab til at analysere, hvem der havde MULIGHEDERNE for at kunne have bragt mere med sig hjem af point. Eller hvem der havde fodboldens guder til at smile lidt deres vej.

En analyse af afslutningerne fortæller os at Brøndby samlede 1.29 xG på 8 afslutninger, mens hjemmeholdet fra FCK ramte 2.07 xG på 15 afslutninger. Bryder vi alle afslutningerne ned, og matematisk simulerer kampen til at blive spillet 100.000 gange med de eksakt samme chancer, så tilfalder resultatmulighederne sig ud således:


1628708856-fck-bif-resultat-simulering-august2021.jpg

Kasper Pedersbæk © All rights reserved

FCK ville i dette tilfælde hente en sejr i over halvdelen af de spillede kampe med de pågældende afslutninger. En uafgjort ville ske i knap 23% og Brøndby var ude i en lige over 20% chance for en sejr.


1628708856-fck-bif-måldif-simulering-august2021.jpg

Kasper Pedersbæk © All rights reserved

At sejren blev på to mål var i sig selv ikke en forunderlig hændelse i fodboldens verden - ej heller den største uretfærdighed. Et kig på grafen foroven (til venstre) fortæller os, at sandsynligheden for en FCK sejr på et eller to mål var tilsammen i omegnen af 45% sandsynligt - der hvor det “uretfærdige” kan komme på tale var antallet af mål. Det var ikke en kamp hvor det stod hakket i granit at FCK skulle lave 4 mål, men omvendt, så lavede Brøndby 2 i kampen, hvilket fortæller os, at begge mandskaber forløste deres offensive potentiale i den pågældende kamp til fulde, mens man defensivt ikke havde en af de dage, hvor der blev lukket så godt af igen.

Konklusion: Fine takter, men slået på kvalitet

Isoleret set var der ganske pæne momenter i kampen at tage med for Niels Frederiksen. Der var et til tider velfungerende pres og et pænt opbyggende spil.

Der var åbenlyst også elementer der skal udvikles - ganske naturligt, når man har in mente afgange og tilgange henover sommeren. De indbyrdes aftaler, herunder Tshiembes adaption til aftalerne i bagkæden, sidder endnu ikke i skabet. Det ER i defensiven at udfordringerne står for Niels Frederiksens mandskab for øjeblikket - offensivt producerer man stadig det fornødne, men man er bare ikke lige så godt strukturerede bagtil.

FCK vandt ganske enkelt på et angrebsspil der var bygget op og struktureret, hvor ideerne blev udført i praksis med indadgående kanter, en 9er der trak ned og fik vredet i Brøndbys defensiv. De skabte de fleste chancer, og fortjente ganske simpelt sejren.

Mest kommenterede nyheder