Tæt på Masterclass 3: - Ansigterne på væggen i kælderen siger: 'Du kan godt'
I denne uge sætter 3point.dk fokus på Brøndby Masterclass i en række interviews med nøglepersoner og spillere i systemet. I dag kan du møde Frederik Nørrestrand

I denne uge sætter 3point.dk fokus på Brøndby Masterclass i en række interviews med nøglepersoner og spillere i systemet. I dag kan du møde Frederik Nørrestrand, som nyder tilværelsen i Brøndby Masterclass. Frederik Nørrestrand er kun 15 år gammel, men er allerede udråbt til et af klubbens største talenter. I efteråret underskrev han sin første professionelle kontralt med Brøndby. Til daglig går han i idrætsklasse på Brøndbyvester Skole og tørner ud for klubbens U/17-hold. Der ligger flere ting til grund for, at Frederik Nørrestrand havde lyst til at bruge flere af sine ungdomsår i Brøndby: - Der er rigtig mange, der har slået igennem i Brøndby. Jeg ved, at de sætter stor pris på mig herude, og jeg sætter stor pris på det, de gør for mig. Samtidig har jeg oplevet et utroligt højt træningsniveau på U/17-holdet. Det handlede også om at give lidt tilbage, for hvad klubben har givet mig allerede, siger han til 3point.dk. I to af vores tidligere artikler i denne mini-serie om Masterclass, er planer for de unge spillere flere gange blevet nævnt. For ambitiøse Nørrestrand er det også vigtigt at have en realistisk og aktuel plan at holde sig til, fortæller han. - Det handler om hvor spilleren er nu og hvor man kan udvikle sig, for at nå den helt store scene. Der er forskellige udviklingspunkter og mål om, hvor man gerne vil hen. Trænerne er inde over sådan en plan og sikkert også Kim (Vilfort, red.) og Bent (Arensøe, red.). - Det er lidt op til mig selv, hvor jeg vil hen. Det kræver selvfølgelig at jeg holder niveauet og arbejder ydmygt. Man kan ikke med hundrede procents sikkerhed lægge en fremtidsplan, så man går ud fra hvordan det ser ud lige nu. - For mig personligt kan jeg godt lide at vide, hvor jeg står i forhold til klubben. Derfor er en plan dejlig at have, for det hjælper med at danne et billede af hvor klubben er i forhold til mig og hvor jeg er i forhold til klubben. Sammenspillet mellem klub og spiller er utrolig vigtigt. Det giver noget tryghed og gør, at man stoler på hinanden. Det fungerer rigtig godt i Brøndby Masterclass. Brøndby-DNA og motiverende ansigter i kælderen U/15-, U/17- og U/19-holdet i Brøndby holder til i det der kaldes "kælderen". Det er omdrejningspunktet i hverdagen for de unge blågule talenter. Her hersker en god, men seriøs, stemning. - Det er et utroligt fedt sted. Der er godt humør i omklædningsrummet og alle snakker med hinanden. Det der med Brøndby-DNA, kan man virkelig mærke dernede. Alle vil være en del af klubben og fællesskabet. Man respekterer hinanden, siger Nørrestrand og fortsætter: - Men man kan også mærke, at man kommer ind i den professionelle afdeling. Som U/15-spiller kommer man ned i kælderen og der kan man tydeligt mærke forskel fra U/14. Stort omklædningsrum, tøjet bliver lagt på plads, der er frugt. Det er altså også et utroligt seriøst sted. Alle er enige om, hvorfor man er der. På Superliga-holdet er 'fællesskabet' en vigtig faktor. Det er klubbens DNA og det er også noget fansene har helt inde under huden. Fællesskabet i Brøndby er unikt og det er også noget, der fylder meget i kælderen. - Fællesskabet er en af de ting, vi arbejder rigtig meget med. Vi skal stå sammen. - Vores mentaltræner Christian Engell har arbejdet med os, hvor vi har lavet nogle øvelser og arbejdet med at holde fokus på opgaven. Skal man det, kræver det at alle er der og yder, så man skal kunne stole på hinanden. Det er fællesskab. Vi har også været ude og lave en masse ting sammen som hold. Der er også en væg prydet med ansigter på spillere, der tidligere har taget turen fra ungdomsafdelingen til seniorholdet i Brøndby. Det er motiverende, synes den unge højre back. - Der er væggen nede i kælderen ved vores omklædningsrum med billeder af de spillere, der har slået igennem. Der er mange ansigter på. Den væg siger: 'Du kan godt'. Det er med til at motivere, synes jeg. Med Superliga-truppen på træningslejr 15-årige Nørrestrand har også været helt oppe at snuse til Superliga-holdet. Han har trænet med dem flere gange og var i vinter med på træningslejr. Det var en god oplevelse, hvor han også lærte meget. - Jeg fik set, hvor langt der er endnu og fandt ud af, at jeg langt fra er færdig med min udvikling. - Jeg fik også at se, at man skal være utroligt professionel, hvis man skal overleve sådan en tur. At spise og drikke rigtigt er meget vigtigt, ligesom at restituere og sove er noget af det vigtigste. - Spillerne tog rigtig godt imod mig. Men jeg kunne selvfølgelig også godt mærke, at de er mænd og at jeg er en dreng på 15 år. Men der blev taget rigtig godt imod mig, så det er jeg naturligvis rigtig, rigtig glad for, slutter han. Tæt på Masterclass er en serie, som 3point.dk bringer i 5 afsnit i denne uge. Læs første del af serien her og anden del af serien her.