
Teis Markfoged
Svensk medie: Brøndby ude efter Örebro-målmand
Ifølge det svenske medie FotbollDirekt.se er Brøndby ude efter Örebro-keeperen Oscar Jansson, som har kontraktudløb denne vinter.

I Brøndby IF har førstekeeper Marvin Schwäbe kontraktudløb til sommer og den tyske målmand kan derfor skifte kvit og frit. Det efterlader et muligt hul på målmandsposten på Vestegnen.
Ifølge det svenske medie FotbollDirekt.se er Brøndby ude efter Örebro-målmanden Oscar Jansson. Den 29-årige målmand har kontraktudløb denne vinter og kan derfor hentes gratis.
Til FotbollDirekt.se fortæller Jansson, at han er klar til at tage næste skridt i karrieren. Og der er interesse for ham, fortæller hans agent Daniel Rönnberg:
- For mig er han uden tvivl nummer ét i Allsvenskan og der er meget interesse. Flere klubber i Allsvenskan har forhørt sig, men også klubber i Norge, Danmark og Ungarn. I sidste vindue var der også interesse fra en Championship-klub, siger Rönnberg til FotbollDirekt.se.
Oscar Jansson har en fortid i Tottenham, men han har ikke spillet en førsteholdskamp for den engelske storklub. I stedet var han løbende udlejet blandt andre til Shamrock Rovers og Bradford.