Svenn Crone: Må bare klø på
Svenn Crone er ikke overrasket over at der er blevet hentet en ny venstre back til Brøndby. Han tager kampen op og er klar til at klø på. Da Alexander Zorniger

Svenn Crone er ikke overrasket over at der er blevet hentet en ny venstre back til Brøndby. Han tager kampen op og er klar til at klø på. Da Alexander Zorniger tog over i Brøndby, blev det samtidig Svenn Crones gennembrud på førsteholdet. Dog på en noget uvant position som venstre back, men den normale højre back var klart tyskerens førstevalg i venstresiden. I januar-transfervinduet hentede Brøndby Gregor Sikosek, som er venstre back med et venstreben. Men det hverken overrasker eller irriterer Svenn Crone, som bare er klar til at tage kampen op og klø på for spilletid. - Nej, det er jeg ikke overrasket over. Det havde jeg forberedt mig på og det er helt fint, siger han til 3point.dk. - Jeg bliver bare ved med at gøre det, jeg har gjort indtil videre. Jeg arbejder hårdt, og så må vi se hvad der sker. Jeg tror den er rimelig lige mellem os lige nu, men vi må se hvem der starter i første kamp. Hvis jeg starter ude, må jeg bare klø på. Crone lægger dog ikke skjul på, at han også gerne vil spille sin favoritposition som højre back på et tidspunkt. Lige nu er al fokus dog på forårssæsonen. - Hvis Johan Larsson ryger på et tidspunkt, vil jeg da gerne over og spille højre back. Men nu tænker jeg kun på det næste halve år og så må vi se hvad der sker derefter. Det bliver et halvt år, hvor jeg bare klør på og håber på en masse spilletid.
Træningslejren var god for sammenholdet
Crone og holdkammeraterne er netop hjemvendt fra træningslejr i Dubai. Det var en hård, men også socialt god omgang, fortæller Crone. - Der var mange træninger. Benene blev lidt ømme, men vi vidste godt, hvad vi gik ind til. Lige da vi startede op var der mange løb i skoven og nogle træningskampe, men på træningslejren kunne vi gå lidt mere taktisk til værks og komme lidt tættere sammen som hold. Vi arbejder med nogle ting, vi gerne vil gøre bedre i forårssæsonen. Vi bliver mere og mere klar for hver dag der går. Træningskampene har givet en masse selvtillid (Brøndby har ikke tabt, red.). - Vi har også været meget sammen socialt. Vi har boet på et kæmpe hotel, hvor vi bor mange sammen i en lejlighed. I min lejlighed boede vi otte sammen, så man går meget op og ned af hinanden. På den måde lærer man også hinanden meget bedre at kende i forhold til bare at være derhjemme. Det giver et bedre sammenhold og det er også nemmere for de nye at komme ind på holdet. Brøndby spiller forårssæsonens første kamp den 19. februar i Telia Parken.