Svenn Crone drømmer om Brøndby igen en dag: Det er og bliver for altid min hjerteklub
Svenn Crone er glad for sin udvikling i Silkeborg, og drømmer om udlandet. Og så at komme til at spille for Brøndby igen, som han betegner som sin hjerteklub. E

Svenn Crone er glad for sin udvikling i Silkeborg, og drømmer om udlandet. Og så at komme til at spille for Brøndby igen, som han betegner som sin hjerteklub. Efter at have spillet i Brøndby i sin ungdomstid kom Svenn Crone op på førsteholdet og fik 62 kampe. Siden sommeren 2018 har Silkeborg haft glæde af den sympatiske mand, som i dag er 24 år. - Jeg synes min udvikling har været rigtig god her i Silkeborg. I starten kunne jeg godt mærke, at jeg ikke var der, hvor jeg ville være. Efter et halvt år med fast spilletid kunne jeg mærke, at jeg havde fået en masse selvtillid og præstationerne blev bedre og bedre fra kamp til kamp. Det sidste halve år var min formkurve kun opadgående, synes jeg. Jeg sluttede jo med at have lavet 9-10 assist i 1. division og et mål, hvilket gav en masse selvtillid, udtaler Svenn Crone til 3point.dk og fortsætter; - Den første tid i Superligaen med Silkeborg var en svær tid, da vi virkelig kæmpede med bare at få point på kontoen. Jeg synes dog at vi er kommet efter det efter vinterpausen, og synes personligt selv, jeg har bevist mit værd med en masse gode præstationer. Indtil videre står jeg noteret for tre assist og et mål. Så for mig selv handler det bare om at blive ved med at præstere og hjælpe holdet med det jeg kan. - Jeg har det dejligt herovre. Det har været super nemt at komme ind i truppen. Alle har været super flinke og jeg er sikker på det var det rigtige valg jeg tog i sin tid om at skifte til Silkeborg. Læs også: Brøndby-fans takker sundhedspersonalet med store bannere foran Glostrup og Hvidovre Hospital Særligt Brøndbys kamp mod Hertha Berlin på Brøndby Stadion husker Svenn Crone tilbage på med glæde, og han kalder de blå/gule for sin hjerteklub. - Jeg savner mest den fantastiske atmosfære, der er på Brøndby Stadion enormt meget og alle de fantastiske fans der er. Det er og bliver for altid min hjerteklub. Jeg har haft mange gode oplevelser i Brøndby. Den bedste må have været, da vi i sin tid vandt 3-1 mod Hertha Berlin på Brøndby Stadion og gik videre. Det var en uforglemmelig oplevelse, må jeg sige. Alle mine holdkammerater dengang var jeg glade for. Det var bare en fantastisk tid, synes jeg. Læs også: Video: Da Agger vendte hjem til Brøndby I forhold til næste skridt i karrieren, så drømmer Crone om at komme til udlandet og prøve sig selv af. Og så om at komme hjem til Brøndby. - Jeg drømmer om at komme til udlandet og prøve mig af på et tidspunkt. Det er jeg næsten sikker på alle fodboldspillere herhjemme drømmer om. Mine ambitioner er at komme til en af de store ligaer. Og så drømmer jeg selvfølgelig om at komme tilbage til Brøndby en dag! Svenn Crone skaffede Brøndby en million kroner, da han skiftede til Silkeborg.