
Carl Johan Dahl
Suzuki: Vi skulle have skabt mere
Yuito Suzuki scorede to mål i Vejle og er skuffet over at Brøndby ikke kunne tage tre point med hjem.

Brøndby IF måtte søndag nøjes med et enkelt point mod bundproppen Vejle B. Japanske Yuito Suzuki scorede begge Brøndbys mål i opgøret og han er skuffet over, at det ikke blev til fuldt udbytte. Brøndby skulle have skabt mere, mener han.
- Jeg ville gerne have haft tre point ud af denne kamp, så jeg er skuffet over resultatet. Vi skal skabe flere store chancer. Vi havde bolden meget, men på forsiden af modstanderen. Vi fik ikke skabt så meget. Derfor kunne vi ikke få scoret tre mål. Vi talte også om Onughka inden kampen og så scorer han to mål. Og så endte det med uafgjort, lød det fra den dobbelte målscorer efter kampen.
23-årige Suzuki har gang i en god sæson for Brøndby. Med de to scoringer mod Vejle er han nu samlet set oppe på 10 mål i sæsonen. Men offensivspilleren ser stadig rum til forbedring.
- Det var okay. Jeg fik krampe, da jeg scorede det første mål. Jeg ved ikke hvorfor. Jeg døjede med krampe. Men jeg skulle have skabt nogle flere chancer og vi skulle have scoret det tredje mål.
- Jeg har det godt i min rolle, men jeg vil også gerne lave flere assists.
Yuito Suzuki får muligheden for at score og assistere igen på mandag, når Brøndby på hjemmebane tager imod Lyngby.