3POINT
Nyheder30. jun. 2019

Superliga-oprykkere tester tidligere Brøndby-back

Den tidligere Brøndby-back Gregers Arndal-Lauritzen træner for tiden med hos Superliga-oprykkerne fra Silkeborg IF. Lørdag var han med til at vinde 3-1 over Vej

3point person
3point.dk30. jun. 2019

Den tidligere Brøndby-back Gregers Arndal-Lauritzen træner for tiden med hos Superliga-oprykkerne fra Silkeborg IF. Lørdag var han med til at vinde 3-1 over Vejle Boldklub i en træningskamp. I seneste vinterpause fik venstrebacken Gregers Arndal-Lauritzen ophævet sin kontrakt med Brøndby IF og skrev i stedet med AC Horsens for resten af sæsonen. Den kontrakt udløber natten til mandag og bliver ikke forlænget. Opholdet i det østjyske blev ikke den store succes, og backen nåede aldrig at få debut i Superligaen. Det sker måske i den kommende sæson. Superliga-oprykkerne fra Silkeborg IF testede lørdag Gregers Arndal-Lauritzen, som for tiden træner med i Søhøjlandet, i en træningskamp mod Vejle Boldklub. På Vejle Stadion vandt Silkeborg 3-1 efter 2-1 ved pausen. Gregers Arndal-Lauritzen fik hele anden halvleg på pladsen som venstre back og var med til at holde buret rent efter pausen. Vejles mål blev i øvrigt sat ind af den tidligere Brøndby- og Silkeborg-angriber Gustaf Nilsson. Hos Brøndby IF opnåede den 21-årige back blot to officielle kampe - begge i pokalturneingen mod henholdsvis LSF i 2017 (Brøndby vandt 5-1) og Marienlyst i 2018 (4-1). I foråret 2018 blev det til 13 kampe og en scoring i NordicBet Ligaen under et lejeophold hos HB Køge. Hos Vejle blev Nicklas Halse i øvrigt skiftet ind fra anden halvlegs start. Halse var lånt ud fra FC Roskilde, og han har ligeledes en fortid på Vestegnen. Blandt andet var Nicklas Halse i sæsonen 2015/16 anfører på Brøndbys hold i U/19-Ligaen.

Mest kommenterede nyheder