Sulten Kabongo jagter mere spilletid: For hver kamp får jeg mere rutine
Joel Kabongo har indtil videre i denne sæson spillet 15 kampe for Brøndby. Men han jagter endnu flere, for han får mere rutine for hver kamp der går. Vi har tal

Joel Kabongo har indtil videre i denne sæson spillet 15 kampe for Brøndby. Men han jagter endnu flere, for han får mere rutine for hver kamp der går. Vi har talt med den unge midtstopper. FOTO: Lasse Lagoni 20-årige Joel Kabongo har taget turen op gennem rækkerne i Masterclass og har i denne sæson fået sit gennembrud for Brøndby i Superligaen. Den unge midtstopper står indtil videre noteret for 15 kampe i denne sæson, men han lægger ikke skjul på, at han jagter flere. - Jeg håber da på at spille en masse. Det er det, jeg træner for hver dag. Jeg håber, at jeg får endnu flere kampe og endnu mere erfaring, siger han til 3point.dk. - Vi roterer meget, så det er svært at sige, hvem der spiller. Der kan ske meget, men jeg håber da på, at jeg får lov at spille. Men vi ligger tæt og det er derfor, der bliver roteret. Kabongo indledte sæsonen med en startplads i Randers og spillede siden en del. Mod slutningen af året blev det dog ikke til mange minutter til "Joel fra Albertslund", men han har lært af det og brokker sig ikke. Det handler om hårdt arbejde, siger han. - Det har selvfølgelig ikke været så rart. Det startede rigtig godt og så røg jeg lidt ud i kulden. Det er selvfølgelig hårdt, men jeg har hele tiden forsøgt at være positiv og virkelig håbe på at spille hver weekend. Nu virker det til at jeg er lidt tættere på igen. Det handler bare om at knokle på. Jeg er ikke typen, der tænker så meget over det, hvis der er nogle kampe, jeg ikke spiller. Man skal tage hver kamp for sig selv og gøre sit bedste for at komme på holdkortet. - Jeg var måske ikke så god til at håndtere ikke at spille, da jeg var helt ung, men det er noget af det, jeg har lært. Jeg arbejder bare hårdt.
Får mere rutine for hver kamp
Joel Kabongo føler allerede, at han er blevet langt dygtigere i denne sæson. Kamptræningen rykker meget og derfor håber han på endnu flere minutter på grønsværen. - For hver kamp får jeg mere rutine. Man opbygger det af at spille. Jeg har spillet en del nu og føler mig ikke helt grøn mere, men jeg er stadig kun 20 år, så jeg lærer stadig. Der er stadig en masse jeg skal lære. Jeg klør på, lytter og giver den gas, når jeg får chancen, siger den venstrebenede stopper, der naturligt nok har sparret meget med Benedikt Röcker, der forlader klubben til sommer. - Jeg snakkede en del med ham (Röcker, red.), da jeg kom op i truppen. Vi spiller jo begge i venstresiden, så vi har arbejdet tæt sammen og han har hjulpet mig. Han er en vigtig spiller for holdet. Kabongo er en af få Masterclass-udviklede spillere i Brøndby-truppen, der faktisk også får spilletid. Det er han stolt af, men han er sikker på, at der er mere på vej fra ungdomsrækkerne. - Det er fedt at kunne vise Masterclass frem. Jeg har været igennem alle årgangene og jeg vil blive ved med at vise det. Jeg ved også, at der er en del Masterclass-talenter på vej. Det er et spørgsmål om tid, før vi ser mange af dem heroppe, slutter han. Joel Kabongo startede senest inde i Brøndbys hjemmekamp mod AaB. Om han starter inde fredag aften mod OB, må tiden vise.