Succestræneren Weber Juul: En vanvittig sæson
Søren Weber Juul førte sine U17-tropper til guld og mesterskab i denne sæson, selvom holdet startede sæsonen skidt. Weber Juul fortæller 3point.dk om en vanvitt

Søren Weber Juul førte sine U17-tropper til guld og mesterskab i denne sæson, selvom holdet startede sæsonen skidt. Weber Juul fortæller 3point.dk om en vanvittig sæson. Brøndbys Superliga-hold vandt bronzemedaljer, mens klubbens U17-hold tog medaljer af lidt finere materiale, da de sikrede sig guld og det danske mesterskab. Mesterskabet kom hjem ovenpå en sæson, som ellers startede skidt for Søren Weber Juul og hans 98'ere og 99'ere. 3point.dk har mødt succestræneren til en snak om en vanvittig sæson. - Det har været en vanvittig sæson. Efter vores fjerde kamp kørte vi hjem i bussen fra Aarhus med tre point på kontoen. Så sagde den gamle John Ranum til mig: "Vi tager sgu røven på dem alle sammen. Vi vinder guld.", fortæller Weber Juul og fortsætter: - Vi syntes egentlig at vi havde nogle dygtige spillere og at vi havde haft nogle kampe, hvor vi mødte nogle modstandere hvor vi skulle have haft flere point, men vi var ikke rigtig lykkedes. Så begyndte vi at tale om hvad det var for nogle ting vi skulle forbedre og begyndte at fokusere lidt mere på at have et godt fundament, hvor vi arbejdede godt sammen og hjalp hinanden. Det byggede vi stille og roligt op. Siden begyndte det at gå bedre. Vi kunne godt se da vi gik på juleferie, at det begyndte at se godt ud. Kollektivet fungerede ikke På papiret stod Søren Weber Juul og hans trænerkollegaer med to meget talentfulde årgange og mange talentfulde fodboldspillere. I starten af sæsonen lignede det absolut ikke et guldhold, men nærmere et hold, der ikke kunne arbejde sammen. Det fungerede bare ikke. Men det kom det til. - Det skal ikke være nogen hemmelighed, at da vi startede denne sæson og gik ud på træningsbanen, så stod 98'erne i det ene hjørne og 99'erne i det andet. Det var først da de begyndte at arbejde sammen og være sammen til træning, at det blev rigtig godt. Det tog lidt tid at få den kode brudt. Vi har altid vidst at det var nogle dygtige spillere, men vi var ikke så gode sammen, så det tog lidt tid. - Det allervigtigste for mig var, at vi skulle lykkes sammen og at drengene skulle få en forståelse af, at hvis de skulle blive gode, skulle de give noget til hinanden. Vi begyndte at italesætte det til træning og når vi så video fremhævede vi ting, hvor vi lykkedes sammen og gjorde hinanden gode, i stedet for individuelle aktioner. Det vi fandt ud af var, at når vi havde fundamentet på plads, så kunne vi også blomstre individuelt. Det har været en fed proces. På banen begyndte resultaterne også at bære præg af, at holdet blev mere sammentømret som tiden gik. Et sindssygt forår Det hårde arbejde på og uden for træningsbanen begyndte for alvor at bære frugt i forårssæsonen, hvor Brøndby-mandskabet værfede nærmest al modstand væk. Søren Weber Juul fortæller, at holdets mentale forbedring allerede begyndte at kunne mærkes på en træningslejr i februar. - Det har været fuldstændig sindssygt. Det startede faktisk helt tilbage da vi var på træningslejr i februar, hvor vi havde en fornemmelse af at vi flyttede os helt vildt. Vi snakkede lidt om, at nu skulle vi havde fokus på hver eneste kamp og spille alle kampe som var det en finale. Så lagde vi ud mod AaB i den første kamp og vandt 7-0 på hjemmebane. Så havde vi en rigtig god periode og så kunne vi godt se at nu begyndte det at blive spændende. - Med tre runder igen røg vi op på førstepladsen og så havde vi kampen mod FC Nordsjælland, som blev skrevet op til det helt store guldbrag, hvor det ikke lykkedes. Men det har været helt vildt spændende. Som bekendt endte det godt, selvom Brøndby tabte 'guldkampen' til FC Nordsjælland. Brøndby sikrede sig i stedet guldmedaljerne i sidste spillerunde mod OB. Vinderkultur og Brøndby-drenge Pludselig begyndte der at snige sig en determineret vinderkultur ind på U17-holdet og det glædede træneren at se. - Der er noget jeg har glædet mig særligt meget over. Jeg havde blandt andet årgang 98 da de var drenge-spillere og der vandt de bare alt. Det der er så fedt ved årgang 98 er, at så mange af dem har spillet her siden de var miniput-spillere - det er Brøndby-drenge helt ind i hjertet. - Jeg kan huske vi skulle møde Bayern München til et stævne i Tyskland da de var drenge-spillere - og vi skulle vinde. Jeg kan huske jeg tænkte, at Bayern München måske var en stor mundfuld, men drengene var fuldstændig ligeglade. De sagde: "Vi vinder." Så gik der to minutter og så var vi foran og vi vandt 2-0. - Her i januar, februar og marts begyndte jeg at kunne mærke denne her selvtillid igen og at de havde følelsen af, at de skulle nok vinde. Det er fedt, når man begynder at have den her selvtillid, som også bunder i gode præstationer. Jeg tror det er en af grundene til at de er nået så langt. De er begyndt at tænke og opføre sig som vindere. Guld igen i næste sæson? I næste sæson rykkes årgang 98-spillerne, blandt andre Joel Kabongo og anfører Marco Sander Petersen, op i U19-truppen. Det betyder dog ikke, at der ikke bliver gået efter guldet i Brøndby, mener Weber Juul. - Det her er Brøndby. Vi kigger altid højt i tabellen på vores ungdomshold, så det gør vi også i næste sæson, siger han og fortsætter: - I marts var jeg med U16-landsholdet i Irland. Der var tyve spillere afsted og fem af dem var 99'ere fra Brøndby, som er andenårs U17-spillere næste sæson. Så vi har helt sikkert mange dygtige spillere. I næste sæson er der nok mange der vil pege på os som favoritter. Vi starter med at have fokus på, at vi skal have en god præstation. Det kan helt sikkert blive spændende i næste sæson. Oliver Carrara endte som topscorer for Brøndbys U17-hold i den netop overståede guldsæson.