Stückler: Stærk vindermentalitet
Daniel Stückler blev matchvinder for Danmark, men er kommet hjem med en skade, der holder Brøndby-angriberen ude af lørdagens kamp mod FC Midtjylland i U/19-Lig

Daniel Stückler blev matchvinder for Danmark, men er kommet hjem med en skade, der holder Brøndby-angriberen ude af lørdagens kamp mod FC Midtjylland i U/19-Ligaen. Torsdag aften sikrede Daniel Stückler fra Brøndby IF sejren til det danske U/18-landshold, da han i 89. minut scorede til 3-2 mod Hviderusland. - Rasmus (Nissen Kristensen / FCM, red.) header et for langt indlæg ind mod målet, hvor jeg via en hviderussisk spiller header bolden ind, siger Daniel Stückler til 3point.dk om sit mål. - Vi kommer godt ud til kampen og får fremskaffet en del chancer. Det hviderussiske hold er stærkt, og derfor er det ikke en helt let opgave. Vi kommer bagud to gange, men viser stærk vindermentalitet og får vendt kampen, fortsætter Brøndby-angriberen.
Hjem med ankelskade
I morgen lørdag drager Brøndbys bedste U/19-mandskab til Ikast for at møde U/19-Ligaens førerhold fra FC Midtjylland. Det bliver desværre uden landsholdsangriberen. - Jeg har desværre pådraget mig en ankelskade og deltager ikke i morgen, da landsholdslægen siger, at det vil være uforsvarligt, forklarer Daniel Stückler. Udover sin faste angriber må Brøndby-træner Per Frandsen undvære Rezan Corlu og Amir Al-Ammari til den svære kamp på grund af karantæne. Kampen fløjtes i gang på Wunderelf-Arenas kunstgræs lørdag kl. 13:00. Godt og vel to timer senere - kl. 15:15 - mødes de samme to klubber samme sted i U/17-Ligaen. 3point.dk vil være på plads i Ikast til begge kampe.