Stückler: Hård konkurrence i øjeblikket
Unge Daniel Stückler er oppe mod hård konkurrence i angrebet i Brøndby, men han fokuserer kun på at arbejde sig ind på holdet og håber, der falder mere spilleti

Unge Daniel Stückler er oppe mod hård konkurrence i angrebet i Brøndby, men han fokuserer kun på at arbejde sig ind på holdet og håber, der falder mere spilletid af. 19-årige Daniel Stückler fik masser af spilletid i træningskampene under Alexander Zorniger, hvor han bombede løs. I Europa League er det blevet til tre kampe og to mål, mens han ikke har spillet, siden han blev skiftet ud i pausen i kampen mod Silkeborg. For den unge angriber handler det om at knokle videre. - Træneren kigger den anden vej lige i øjeblikket. Jeg var lidt overrasket over ikke at være i truppen i søndags mod Horsens, men det er trænerens beslutning. Der er hård konkurrence i øjeblikket. Det er om at kæmpe på træningsbanen og så håbe, at der falder noget spilletid af til mig, siger han til 3point.dk. - Min ambition er at komme i startopstillingen. Jeg vil ikke nøjes med minutter her og der. Jeg vil spille fast. Marcos Ureña er også kommet til klubben, som han skal konkurrere med, ligesom han i forvejen skal med Teemu Pukki, Kamil Wilczek og Gustaf Nilsson, som er i gang med genoptræningen efter en skade. Men Stückler har ikke overvejet, om en udlejning kunne være en mulighed. - At komme ud på leje er ikke noget, jeg tænker over. Min agent styrer den slags. Jeg har ikke overvejet, om det er interessant for mig at blive udlejet, siger han og fortæller om sin kontrakt, der udløber til årsskiftet: - Jeg vil gerne fortsætte i Brøndby, men hvad jeg ved af, så er der ikke forhandlinger om en forlængelse i gang i øjeblikket. Daniel Stückler står noteret for 14 officielle kampe for Brøndby med tre mål til følge.