3POINT
Nyheder17. nov. 2016

Stort Röcker-interview: En mand af vindermentalitet

Benedikt Röcker indeholder mange ting, men mest af alt vindermentalitet. 3point.dk har taget en snak med den stærke tysker om det, Brøndby og arven fra Agger. B

3point person
3point.dk17. nov. 2016

Benedikt Röcker indeholder mange ting, men mest af alt vindermentalitet. 3point.dk har taget en snak med den stærke tysker om det, Brøndby og arven fra Agger. Brøndby IF's nye forsvarsgeneral, Benedikt Röcker, er faldet godt til i Brøndby siden sommerens skifte fra SpVgg Greuther Fürth. Han er en af holdets ledere, hvilket har været med til at allerede gøre ham populær blandt Brøndby-fansene. 3point.dk satte derfor den tyske klippe stævne til en snak om Brøndby, vindermentalitet og Aggers arv. Beæret da Alexander Zorniger ringede Röckers skifte til Brøndby kom ud af det blå for de fleste. Hvem var han? Skiftet blev den første indikation på den tyske forbindelse - knyttet sammen af Alexander Zorniger. Det gik hurtigt, da en aftale skulle falde på plads. - Det var en hurtig beslutning. Jeg fik et opkald fra Alexander Zorniger i starten af juni. En uge eller 10 dage senere var jeg her i Brøndby til træning. Han (Alexander Zorniger, red.) sagde, at jeg skulle tage en hurtig beslutning, fordi vi startede meget tidligt. - Personligt var det også en hurtig beslutning. Det var en ære, at Zorniger ringede og spurgte, om jeg ville komme til Brøndby. Jeg havde også mange gode snakke med Troels Bech og jeg kendte Brøndby allerede inden. Det er en stor klub, som er kendt internationalt. Forsvarsklippen har tidligere kun tørnet ud i Tyskland, blandt andre for Stuttgart, men han er ikke i tvivl om, at han i Brøndby har gang i sin bedste periode som professionel fodboldspiller. - At komme hertil har været en af de bedste beslutninger i min fodboldkarriere. Nu kan jeg sige, at det var min bedste beslutning på grund af alt: Landet, klubben, fansene og holdet er fantastisk. Jeg er meget glad og taknemmelig for at være her. - Vi er på andenpladsen og det har vi været længe. Det er ikke altid nemt at forblive i toppen. Vi har vundet mange kampe på det seneste og vi er i god form, så det er en af de bedste perioder i min karriere. - Holdkammeraterne gjorde det nemt for mig at komme ind i klubben og ind på holdet. Det var ikke nemt med nyt land og sprog, men klubben, holdet og også fansene, gjorde det nemt for mig. Jeg føler mig hjemme i Brøndby og i Danmark. Jeg har også lært lidt af sproget, selvom det er svært, men det virker "en lille smule", slutter Röcker af med på dansk. - Min kæreste er også her i Danmark med mig. Hun er også glad, og arbejder nu på en tysk-dansk skole i København, fordi hun er en lærer. Det er meget fedt for os. Hun lærer også sproget sammen med mig. Savner du Tyskland? - Ja, jeg savner Tyskland en lille smule, men det er ikke langt væk. Hvis jeg vil flyve hjem tager det kun 70 minutter, så det er ikke langt væk. Men ja, jeg savner min mors køkken en smule, men som jeg sagde, kan jeg godt lide Danmark og jeg føler mig hjemme her, slutter 'Bene' grinende. Da tyskerne sendte Hertha Berlin ud I sin korte tid har Röcker allerede spillet mange store og betydningsfulde kampe. Faktisk har han som den eneste i Brøndby-truppen spillet samtlige minutter i betydende kampe. Han regner Hertha Berlin-kampen for at være den fedeste. - Holdet og jeg havde en meget intens tid i starten af sæsonen. De første fem måneder har været gode, men hårde. Jeg tror den fedeste kamp var mod Hertha Berlin på hjemmebane. Efter nederlaget på udebane, var det en fantastisk hjemmekamp med fansene og det hele. Men jeg nyder alle de kampe, jeg kan spille for fansene og for Brøndby. Det er fantastisk. For mig er alle kampe specielle, og det er de også i fremtiden. - Men kampen mod Hertha Berlin var virkelig en speciel kamp for os tyskere (Röcker, Zorniger og Mukhtar, red.). Blot tre-fire uger inden kampen flyttede jeg fra Tyskland til Danmark. Jeg tror hele Tyskland så kampen, også min familie, venner og tidligere klubkammerater, så det var virkelig noget specielt. At vi skabte sådan en hjemmekamp efter nederlaget, var fantastisk, og en af de bedste kamp i min karriere. I skrivende stund ligger Hertha Berlin på fjerdepladsen i Bundesligaen. Det siger noget om Zornigers Brøndby-holds topniveau, mener Röcker. - Når alle på banen yder 100 procent og vi spiller vores spil i 90 minutter, tror jeg enhver modstander og hold vil få problemer mod os. Vi kan nu se, at Hertha Berlin er i toppen i en af de bedste ligaer i verden. Det er ikke normalt at vi slår dem, men det er godt at se, at vi gjorde. Aggers arv Efter en af Brøndbys helt store legender, Daniel Agger, meldte sit karrierestop, har Brøndby IF måttet finde en afløser. En ny leder i forsvaret skulle køres i stilling. Valget faldt på Benedikt Röcker, som har mange forcer til fælles med Daniel Agger: Hovedstødsstyrke, duelstyrke, glidende tacklinger, lederskab og gode evner med bolden, er fælles for dem begge. Har du tænkt over, at det er en kæmpe stjerne for Brøndby, som du skulle leve op til? - Ja, det har jeg tænkt på. Som du sagde, var der et stort hul i klubben og på denne position, fordi Agger er - eller var - en af de bedste forsvarsspillere i verden. Jeg fulgte ham også i før i tiden og var lidt ked af at han stoppede, for jeg tænkte at vi måske kunne spille sammen, eller at jeg kunne træne med ham. Det er en ære for mig at spille på hans position. Jeg har også hørt at han følger os og har været på stadion, så det er en stor ære for mig. Bygget med vinder-DNA Siden Benedikt Röcker var helt lille, har han altid ville vinde. Han kan ikke klare et nederlag. Röcker selv peger på, at det blandt andet er det, der har udmøntet sig i en karriere som professionel fodboldspiller. Hvad er størst - dit talent eller din vilje? - Jeg tror mere det er min viljestyrke, fordi jeg vil ikke tabe. I fortiden da jeg spillede små spil med min søster, var alle spil et spil, der skulle vindes. Så min største kompetence er at give min vilje og passion på banen. Til træning vil jeg vinde kampene, og på banen vil jeg selvfølgelig også. Den bedste følelse er efter vundne kampe, hvor vi kan fejre det med vores fantastiske fans. Jeg nyder fejringen med fansene efter kampene, fordi det er det man spiller for, siger Röcker og forklarer, at han bringer samme vindermentalitet med sig på træningsbanen: - Jeg tror, at alt der sker på banen, starter på træningsbanen. Når vi har vindermentaliteten på træningsbanen, tror jeg at vi nemmere kan holde til presset på banen og presset fra modstanderne. Det starter på træningsbanen og jeg prøver at bringe min passion på træningsbanen og på kampdage. Det er min måde at spille på, jeg kan ikke klare at tabe. - Jeg har ikke altid været den med det største talent, men jeg har altid forsøgt at blive den bedste. Jeg havde selvfølgelig også et talent, men da jeg flyttede til Stuttgart havde alle et større talent. Jeg blev nødt til at komme med min vindermentalitet, fordi det er større end selve mit talent. - Jeg kan ikke yde 80 eller 90 procent på træningsbanen, det er også det jeg vil give til mine medspillere. Alle kan have dage, hvor man måske ikke har lige meget lyst til at tage til træning, men når vi først er i gang, handler det kun om en ting: At vinde. Röcker føler det naturligt at lede. Det er en af hans kompetencer og også nødvendigt, når man skal have en bagkæde til at fungere. - En af mine vigtigste opgaver er at organisere forsvaret og holdet fra bagkæden. Men alle spillere skal bringe deres lederskab. Nogle spillere gør det mere - eller man kan se og mærke det mere - men jeg prøver at bringe min stil og passion på banen. Det er sådan jeg vil hjælpe mine medspillere. Vil score flere mål i fremtiden Som fodboldspiller er der altid ting, man kan forbedre. I skrivende stund har Benedikt Röcker scoret nul mål, og det er da uden tvivl også noget, som den 197 cm høje center-forsvarer vil have lavet om på. - I fremtiden skal jeg score flere mål, men det er meget svært, for forsvarerne dækker mig godt op. Jeg er gladere for et clean sheet end et mål fra min side, fordi vi har angribere nok. De kan score og det gør de også, så når de scorer og vi får clean sheet er jeg gladere. - Vi prøver med forskellige variationer på vores dødbolde, men jeg træner på det med trænerteamet. Jeg øver mig også meget på min bevægelse og hvor jeg løber hen. Jeg er forberedt. Interviewet nærmer sig sin ende, selvom Benedikt Röcker er så fin en fyr, at man sagtens kunne forestille sig at tale i flere timer. Han er åben, ærlig og lige til. What you see is what you get. Hvad har overrasket dig mest ved Brøndby? - Klubben. Hele klubben. Fra den første dag jeg kom her, var det behageligt, alle var åbne over for mig og talte meget til mig. For mig var det fantastisk at se hvordan holdet, klubben og fansene arbejder sammen. Vi er som en stor familie og jeg ved fra tidligere, at det ikke er normalt eller nemt. Jeg er meget glad og taknemmelig for det. Benedikt Röcker er en mand, der lever i nu'et. Han tænker ikke meget på sin fremtid, men bruger mere tid på sin positive start i Brøndby IF. - Jeg ved ikke, hvad der skal ske i fremtiden. Jeg har kontrakt med Brøndby i tre år og jeg er meget glad, så jeg vil ikke kigge for langt frem i tiden. Det er fodbold og jeg nyder nu'et og kigger fremad mod næste kamp. Vi har fem kampe tilbage inden vinterpausen. Når vi er færdige med dem, kan vi falde lidt ned, men indtil da skal vi komme med fuld power og energi. Benedikt Röcker bliver 27 år den 19 November og har kontrakt frem til sommeren 2019. Næste gang han og holdkammeraterne skal i aktion i Superligaen, er på søndag, hvor det gælder OB.

Mest kommenterede nyheder