3POINT
Nyheder21. sep. 2016

Stort interview: Tæt på Crone - tålmodighed, en udlejning og opblomstringen

I dette interview kan du komme tættere på opblomstrede Svenn Crone. Ydmyghed og tålmodighed har været nøgleord for ham og er det stadig, nu hvor han spiller reg

3point person
3point.dk21. sep. 2016

I dette interview kan du komme tættere på opblomstrede Svenn Crone. Ydmyghed og tålmodighed har været nøgleord for ham og er det stadig, nu hvor han spiller regelmæssigt på klubbens Superliga-hold. FOTO: Mikkel Johansen / Joh-Foto Hvem bliver denne sæsons overraskelse, tror du? Det er et spørgsmål man ofte bliver stillet, når en ny sæson står for døren. Inden indeværende sæson havde mit svar nok ikke været Svenn Crone, for Johan Larsson sidder fortsat tungt på højre back. Men så bød der sig pludselig en mulighed i den anden side. Og den har den unge mand grebet. Efter et par hektiske måneder med masser af spilletid til Svenn Crone, satte jeg ham stævne i Brøndby. Til en snak om de ting, der har præget ham og gjort ham til den fodboldspiller han er i dag. Læs med og bliv forhåbentlig lidt klogere på et af de Brøndby-talenter, der har taget hele turen op gennem ungdomsrækkerne og til at slå igennem på Superliga-holdet.

En af de lokale

Vi starter ved begyndelsen. For hvordan havnede Svenn Crone egentlig overhovedet i Brøndby? - Jeg startede med at spille i Rødovre BK, så man kan godt sige at jeg er en af de lokale. Jeg startede med at spille fodbold, da jeg var seks og gammel og da jeg var 11 skiftede jeg til Brøndby. Grunden til at jeg skiftede på det tidspunkt, var at jeg gerne ville op på et højere niveau. Så det skulle være enten Avarta eller Brøndby og så blev det Brøndby, hvor jeg kom på andetholdet. Da der var gået et år, kom jeg op på førsteholdet. Derfra blev det mere og mere seriøst. Det er en hård tur, hvis man gerne vil gå hele vejen fra andetholdet som 11-årig til at spille Superliga-bold på Brøndby Stadion. En drøm de fleste små gulblusede drenge har, men som de færreste får til at gå i opfyldelse. Der er også hård konkurrence, fortæller Crone. - Det har ikke været nemt og jeg har måske været lidt heldig, som jeg er kommet op gennem rækkerne, men jeg har selvfølgelig også gjort det godt. Når man skifter til en klub som Brøndby, er der konkurrence om pladserne. Det skal der også være. Det er en af de bedste klubber i Danmark til at udvikle unge spillere. Som ung spiller i Brøndby skal man være mentalt klar og jargonen kan godt være lidt hård, men det er også fordi der er så meget konkurrence om pladserne. Men sådan skal det også være. Hvis man ikke kan klare dét, kommer man heller ikke videre. Det mentale er noget af det vigtigste i fodbold. Er der en træner eller en person igennem din ungdomstid i Brøndby, der har betydet ekstra meget for din udvikling? - John Ranum, som jeg havde på U17. Jeg har også boet hos ham i et halvt til et helt år. Han har betydet meget for min udvikling gennem årene. Der er et eller andet specielt over ham, men det er svært at forklare. Jeg tror bare, at han har gjort mig til en bedre spiller. Han har været med til at udvikle mig både fodboldmæssigt, men også på det menneskelige plan, hvilket igen kan være fordi jeg har boet hos ham. Jeg har været tæt på ham og hans familie, fortæller den unge back og forklarer hvorfor han boede hos Ranum: - Jeg har boet ude siden jeg var 15 år. Da jeg skiftede til Brøndby, gik der ikke så længe, før min mor flyttede til Holbæk. Så flyttede jeg med der og tog frem og tilbage hver dag. Da jeg så begyndte på Brøndby Gymnasium, flyttede jeg på kollegie i et halvt års tid. Der gad jeg ikke rigtig bo og så fik jeg muligheden for at flytte hjem til John, så det gjorde jeg. Brøndby Gymnasium er ideelt for sportsudøvere, der gerne vil bruge masser af tid på træning, men samtidig have en gymnasiel uddannelse. Her fik Crone hjælp til at strukturere en hverdag med masser af fodbold, men også afleveringer og det fravær, som fodbolden også medførte.

Har lært at være ydmyg

Efter en skæbnesvanger sæson for Brøndby, som sikrede sig overlevelse i Superligaen, kom en ny træner, Thomas Frank, til klubben og fik Svenn Crones fremtid på plads. - Jeg tror det var der min kontrakt udløb om sommeren, hvor vi var ved at rykke ned. Så kom Thomas Frank til og første dag han var her, tog han fat i mig, og sagde at de gerne ville forlænge. Så der blev jeg selvfølgelig glad. Vi forlængede så kontrakten med tre år og så handlede det bare om at komme i gang. - Som ung spiller håber man selvfølgelig at man kan komme tæt på spilletid med det samme, men det tog et stykke tid for mig. Også at vænne mig til niveauet. Det er forskelligt fra spiller til spiller, hvor hurtigt man lærer at håndtere det. Jeg synes ikke jeg var så lang tid om at håndtere selve træningsniveauet og de forskellige ting, men der var en lang kø foran mig i forhold til spilletid. Og det kan godt være frustrerende ikke at spille. Også som ung spiller. Man skal lære at håndtere det, og det gjorde Svenn Crone også, blandt andet med hjælp fra nuværende anfører Thomas Kahlenberg. - Det er vigtigt at være ydmyg. Det har jeg også fundet ud af, for der har også været nogle kampe, lyder det med et grin indledningsvis. - Det lærer man. Det er vigtigt at være ydmyg både inde på banen og uden for banen. Der er ingen grund til at være arrogant eller svare igen. Det har jeg gjort, og så får man den også tilbage igen. Men det kan også være frustrationer der gør at man reagerer. Men jeg har virkelig lært af det. Nu er jeg ydmyg omkring det hele. - Jeg tror mest det var frustrationer over ikke at spille. Det er ikke fordi det var noget jeg talte med så mange om, men på et tidspunkt talte jeg en del med Thomas Kahlenberg, om min situation og forskellige ting. Det er dejligt at kunne tale med nogen, der har lidt mere rutine og at man så kan læne sig lidt op ad dem.

Den dag i Portugal...

Når man taler Svenn Crone og det der har præget ham i hans professionelle karriere, kommer man ikke uden om en bestemt vinterdag i Portugal, hvor tingene pludselig tog en drejning. - Da vi startede op den vinter, var Frederik Holst afsted med landsholdet og derfor var der kun lige mig på højre back. Jeg havde gjort det godt og det syntes Thomas Frank også. Jeg spillede træningskampene og også den første kamp ved Atlantic Cup i Portugal og gjorde det også godt der. Der begyndte jeg selvfølgelig at tænke, om det kunne være en start for mig, forklarer Crone. - Dagen før transfervinduets sidste dag og på den sidste dag, havde jeg læst lidt om at der kunne være noget på vej på højre back, og så skete det så på transfervinduets sidste dag. Johan Larsson blev hentet og kom ned til os i Portugal og så var vi pludselig tre højre backs. Enten var det Holst eller mig, der skulle ryge, for Larsson var hentet ind for at spille med det samme. De fleste Brøndby-fans kan nok huske, at det medførte frustrationer hos de to unge højre backs. Svenn Crone talte om en lorte-situation og Frederik Holst kaldte indkøbet pisse irriterende. Der gik dog ikke mange dage før de begge totalt accepterede det og kom videre, men det har også været lærerigt. - På det tidspunkt var jeg rigtig frustreret over situationen. Jeg skulle finde noget andet, for at få noget spilletid det næste halve år. Det blev Brønshøj. Det gik meget stærkt, men det var egentlig også meget sjovt at prøve. - Når man bliver frustreret, kan man komme til at sige nogle forkerte ting. Men jeg havde ikke særlig lang tid til at finde ud af noget og Brønshøj var det eneste der var lige på det tidspunkt. Det kunne have været rart at have haft lidt længere tid, men sådan er fodbold bare. Man lærer noget nyt hele tiden. Jeg var selvfølgelig bare glad for at komme ud og spille. [caption id="attachment_19171" align="alignnone" width="196"] Foto: Brønshøj Boldklub[/caption]

Handler om tålmodighed

Svenn Crone blev så udlejet til Brønshøj for resten af sæsonen og her fik han masser af spilletid på seniorniveau. - 1. division er fint niveau og det er blevet bedre og bedre. Kampene var gode, men træningen var ikke optimal. Det var også en omvæltning, for jeg skulle vænne mig til at træne sent på dagen klokken 16 og mange af holdkammeraterne var på deltid, så de havde været på arbejde inden. Men det var hyggeligt, fint og sjovt at prøve. - Men det har givet noget. Jeg fik noget seniorerfaring og så kom jeg tilbage til Brøndby om sommeren og så gik der igen noget tid. Men jeg kom tilbage og ville kæmpe for pladsen. Jeg prøvede bare at være ydmyg og jeg havde intet behov for at gå ud og snakke i pressen, for det kan også ramme én. Det har jeg lært. - Det handler om tålmodighed og det har jeg været. Selvfølgelig har der også været tidspunkter, hvor jeg har tænkt på, om jeg skulle skifte klub. Men hvert transfervindue har jeg bare besluttet mig for at give det chancen igen og kæmpe for det. Igennem de år jeg har været her, har vi altid haft et godt træningsmiljø, så uanset hvad har jeg udviklet mig. Problemet har så været, at reserveholdskampene på ingen måde er det samme som rigtige kampe. Det er bare noget helt andet. Er der noget Crone har haft i Brøndby, er det tålmodighed. Og pludselig - en forårsdag med Auri Skarbalius ved roret - blev tålmodigheden betalt tilbage med Superliga-debut.

Chancen under Zorniger

13. marts 2016 kom Superliga-debuten for Crone. Debuten for førsteholdet havde han allerede fået i en pokalkamp mod Fremad Amager i efteråret 2014, men efter op- og nedture var det stort for den unge forsvarsspiller, at komme ind i det centrale forsvar i 1-0-sejren over Randers på hjemmebane efter det hektiske forløb med Thomas Franks afgang og Oscar-gate. - Jeg begyndte at spille lidt til sidst under Auri, så der fik jeg pumpet lidt selvtillid og det var dejligt. Men så skete der noget. En tysker kom til klubben og viste Crone mere tillid, end på noget tidligere tidspunkt i hans Brøndby-karriere. - Alexander Zorniger kom til klubben og jeg kan huske en af de første dage han var her, havde jeg en samtale med ham omkring min rolle på holdet og hvad der skulle ske. Han sagde, at han ville give mig chancen både på højre og venstre back. Jeg fik chancen og spillede mange af træningskampene på venstre back. Han kan åbenbart godt lide mig som type og som spiller og så var det også mig, der startede de to første kampe mod Valur. - Derfra er det egentlig bare gået opad. Jeg har også været lidt heldig og det skal man også være. Der har lige været plads til mig på venstre back. Johan Larsson gør det rigtig godt på højre back og jeg synes han har taget et step op efter sommeren og efter Zorniger er kommet til. Så det er svært at komme ind på den plads. Jeg tager hvad jeg kan få og det har været dejligt at spille så meget. - Selvfølgelig vil jeg gerne over i min naturlige side på sigt, men jeg prøver bare at gøre mit bedste. Det gjorde jeg også da jeg spillede i midterforsvaret og nu hvor jeg spiller venstre back. Det er måske også meget sundt at spille nogle forskellige pladser. Nu kan jeg dække alle pladser i forsvaret og der er tillid til mig. Det giver også noget ekstra.

Glad for konkurrence

Er du overrasket over hvor godt det er gået i denne sæson og så på venste back? - Ja, lidt. Det er jeg. Men det er gået meget stærkt. - Der har været blandede meninger. Ikke at jeg går op i det, men man læser selvfølgelig nogle forskellige ting. Der er nogen der godt kan lide en som spiller og nogen der ikke kan. Men jeg går ikke så meget op i det. Det er da dejligt, når der bliver skrevet noget godt, men man skal passe på med ikke at gå for meget op i hvad medierne skriver, for de skriver rigtig meget. Sådan er det bare. Hvis man ikke kan håndtere det, så er det også svært at komme videre. Pludselig er Svenn Crone nemlig blevet en, som de store medier også rigtig gerne vil tale med. Efter træninger og kampe. Men det stiger ham bestemt ikke til hovedet. - Det har aldrig rigtig været mig. Men man vænner sig hurtigt til det. Jeg har også hørt lidt for det i omklædningsrummet og er blevet drillet lidt, lyder det med et grin. Suk-Young Yun er efter sommertransfervinduets lukning kommet til klubben, men det hverken frustrerer eller irriterer en nu 21-årig Svenn Crone, som er vokset meget de senere år. Han er faktisk glad for sydkoreanerens ankomst. - Det er bare ekstra konkurrence. Det er sundt, for så skal man bare være skarp til alle træninger. Jeg har også været vant til det, lyder det med et smil. - Jeg tror kun det er godt, for så holder man niveauet og falder ikke ned på et niveau, hvor man véd man spiller alligevel. Så bliver man heller ikke en bedre fodboldspiller, så konkurrencen er bare sundt. Svenn Crone står i alt noteret for 22 førsteholdskampe for Brøndby IF. Han har kontrakt med klubben til sommeren 2017, men er i dialog om en forlængelse.

Mest kommenterede nyheder