3POINT
Nyheder26. apr. 2019

Stort interview med Brøndbys nye målmandstræner: Om Schwäbe under pres og Hermansens store fremtid

Claus Fallentin tiltrådte ved årsskiftet som ny målmandstræner i Brøndby IF. Vi satte ham stævne på Brøndby Stadion til en snak om skiftet, om at arbejde med en

3point person
3point.dk26. apr. 2019

Claus Fallentin tiltrådte ved årsskiftet som ny målmandstræner i Brøndby IF. Vi satte ham stævne på Brøndby Stadion til en snak om skiftet, om at arbejde med en førstekeeper under konstant pres og om et stort målmandstalent på vej frem. Da Brøndby-truppen mødte op til 2019’s første træningspas var der et nyt ansigt på træningsbanen. Sten Christensen havde forladt stillingen som målmandstræner, og ind i stedet var kommet Claus Fallentin, som kom til klubben fra Lyngby. Det lå dog ikke lige i kortene, at Fallentin skulle være på så stor en adresse så tidligt i sin karriere, fortæller han til 3point.dk. - Jeg kom jo fra Lyngby og var deroppe i halvandet år. Det var reelt første gang, jeg var på fuld tid som målmandstræner, så da jeg får en henvendelse fra Brøndby med muligheden for at komme hertil, var det selvfølgelig en overvejelse, jeg skulle gøre mig, for så længe havde jeg jo ikke været i Lyngby. Jeg havde nogle snakke med Troels omkring at skulle herud, og der var nogle overvejelser i det. Vi er to målmandstrænere, og det er der ikke ret mange steder, så det har jeg ikke prøvet før. Men jeg tog en snak med Ebbe og Troels og bestemte mig for, at det skulle prøves af. - Brøndby er jo en væsentlig større klub end Lyngby og de andre klubber, jeg har været i. At komme ud i det her setup og prøve at være en del af det, har været spændende, og jeg har heller ikke fortrudt det. Da Alex blev fyret, måtte jeg sige til de andre at det så var den sjette eller syvende træner jeg har haft i det sidste halvandet år efter lidt turbulens i Lyngby. Han er glad for at være havnet i Brøndby IF, hvor han selv føler, han har fået en god start. - Jeg synes, jeg er faldet godt til her. Jeg kan godt lide at være her, og jeg kan godt lide personerne omkring det, målmændene også. Det er nogle fede målmænd at arbejde med. De er dedikerede til det. Man kan sige, at målmandstræning er jo målmandstræning uanset hvor du befinder dig, men her har du nogle andre muligheder. Vi har optagelser af træningen, som vi kan trække på, så der er nogle andre muligheder i en så stor klub. Men der er også et større pres på i de større klubber, især her er der et større mentalt pres, og det har vi skulle erfare gennem snakke med målmændene, hvordan det pres skal håndteres.

Høgh coacher, Fallentin varetager daglig træning

At presset på målmændene i Brøndby IF er enormt, er ingen vist i tvivl om. Brøndbys nuværende førstemålmand, Marvin Schwäbe, har været udsat for massiv kritik gennem det meste af efteråret og i forårssæsonen. Derfor er det en helt central arbejdsopgave for Claus Fallentin, i samarbejde med klubbens anden målmandstræner, Lars Høgh, at sørge for, at Schwäbe er rustet til at stå imod kritikken. - Vi er de nærmeste samarbejdspartnere for ham. Vi har den opdeling mellem Lars og jeg, at han tager meget snakkene i det, især på kampdagene og dagen efter en kamp. Det kan jeg selvfølgelig heller ikke helt lade være med, for jeg står jo det meste af tiden på træningsbanen, så de snakke har jeg også med målmændene, men det er primært Lars, der har coaching-delen. - Marvin har været udskældt, ja, men de folk der ikke er begejstrede for ham, de skal jo se hans evner, for de er faktisk gode nok. Han ligner jo en gut på 28-29 år, men han er kun lige blevet 24. Det skal man også huske. Man kan godt finde målmænd, der er bedre og præsterer når de er 20-21 år, men der er ikke mange af dem. Målmandsposten er en post, hvor man udvikles ad åre. De fleste vil nok sige, at man er en dygtig målmand fra 28 år og derefter, og han er lige blevet 24. Men sådan er det, når man spiller i Brøndby. Er du førstemålmand i Brøndby, så skal du præstere uanset hvor gammel du er. [caption id="attachment_47903" align="alignnone" width="1279"] FOTO: Ian Nielsen / Ian Foto Sport[/caption] At der er en urokkelig tro på Marvin Schwäbes evner skinner tydeligt igennem hos den nye målmandstræner, som dog også tror, at Schwäbe lider under at skulle udfylde skoene fra så stærke målmænd som Lukas Hradecky og Frederik Rønnow. - Det ville jo være underligt andet. Jeg tror heller ikke, at de målmænd der kom efter Peter Schmeichel i Manchester United har synes at det var skide let, men han skal finde sin egen stil og sit eget niveau, og så lade være med at læse i pressen. Det er jo hårdt for en ung målmand at skulle læse så negativt i pressen og fra fansene om sin egen præstation. Jeg synes dog, at han begynder at blive bedre og bedre, og hvile mere i sig selv. Det er der flere årsager til. - Den ene er, at vi får mere træningstid. Efter Martin (Retov, red.) er kommet til, har vi 35-40 minutter hver dag kun med målmandstræning, og det havde vi ikke før. Det gør også at vi får mulighed for at arbejde dybt med nogle ting, der skal forbedres, for Marvin er selvfølgelig ikke en færdig og fuldendt målmand, men hvem kan egentlig også sige at de er det? Der er ting, der skal arbejdes med, og det har vi muligheden for at slibe af nu, og det begynder man også at kunne se. I sidste kamp var det jo rigtig godt, men det betyder ikke at det bliver rigtig godt næste gang. Men man kan jo håbe på, at det begynder at få den vinding, at han begynder at få et niveau, hvor fansene begynder at sammenligne ham med de tidligere målmænd og sige "okay, der er noget dér".

Bliver stolt på Schwäbes vegne

Marvin Schwäbe er da også efterhånden begyndt at levere flere store redninger. Senest stod han en brandkamp 2. påskedag mod FC Midtjylland, og det skaber stor glæde. Ikke kun hos Schwäbe, men også hos målmandstrænerteamet. - Det er pisse fedt! Det er det, vi arbejder med hver dag, og det er det vi lægger op til gennem træningen, gennem coachingen og gennem alle parametre. Når det så sker, er det fedt. Når jeg ser sådan en kamp bliver jeg stolt på hans vegne, og Lars og jeg kan kigge på hinanden og sige "okay, vi er da nået et lille skridt her, hvor han er blevet dygtigere". [caption id="attachment_50798" align="alignnone" width="3050"] FOTO: Teis Markfoged[/caption] Schwäbe krydrede endda sin indsats med at spille Simon Hedlund fri til scoring, men det er nu ikke en del af det arbejde, der laves i det daglige. - At han laver en assist, det er ikke noget vi træner i, men vi snakker om de muligheder der ligger i at lave hurtige igangsætninger, om det så er via målspark, udkast eller hvad. Jeg hørte godt i fjernsynet, at det måtte være noget vi havde trænet på, men nej. Han har bare en god fod, det må man sige. Selvom der er en stor tro på Schwäbes evner, er Claus Fallentin dog heller ikke blind for, at der er steder hvor tyskeren skal forbedre sig. Det er særligt på udstrålingen, der skal ske forbedringer, mener han. - Det er det, jeg kan høre at mange savner. Stoneface-fyren, der ikke viser for meget af sig selv. Der er mange ting, vi prøver at flytte på, men Rom blev ikke bygget på én dag, så vi må prioritere hvad der er vigtigst. Nu havde han redninger, der var afgørende, men udstråling er også en stor del af målmandsspillet. - Vi arbejder med, hvordan man agerer som målmand. Når boldene går forbi mål, og han har set det tidligt, så udstrål til hele verden at du har set det. Når bolden ryger over, op og markere ved overliggeren. Selvom hele stadion kan se, at den ryger fire meter over, så skal han stadig op og markere at han har styr på det. Han er en stille og rolig fyr udenfor banen, og der er han lidt for meget lige nu sig selv, så det arbejder vi rigtig meget med, og det kommer også rigtig meget ude til træning, at han stille og roligt begynder at hidse sig lidt op over, at nogen ikke gør deres arbejde. De snakke, og de ting vi laver, skal gerne give det her indtryk af en målmand, som har styr på det. For han hár styr på det.

Mads Hermansen er sateme hurtig!

Målmandsteamet består selvfølgelig ikke kun af Marvin Schwäbe, men med et farvel Benjamin Bellot til sommer er der et nyt navn, der er poppet op hos den nye målmandstræner, som er meget imponeret af U/19-keeper Mads Hermansen. - Mads er jo et stort talent, og fra sommer bliver han også en del af målmandsteamet fremover. Fallentin ser et stort potentiale i Mads Hermansen, som dog har en lille ulempe i form af sin højde. For selvom 185 cm lyder ganske fornuftigt, så er Hermansen en forholdsvis lav målmand, og det kræver at der arbejdes med ting, der kan kompensere for den manglende højde. - Han er ikke så høj, men han er sateme hurtig. Hvis du spiller mod Midtjylland, skal være en høj målmand hvis du skal ud og blande dig. Vi leder ikke nødvendigvis efter en målmand på den højde, men hvis man så støder på en målmand som Mads, som har så mange kvaliteter på så mange andre områder, så må vi have trænet hans timing så godt, at han kan komme op til de bolde. Og han er enormt atletisk og har en god springstyrke, så det skal vi have arbejdet på med ham. Det bliver spændende at se, hvordan det udvikler sig. På 3point.dk glæder vi os også meget til at følge udviklingen hos Mads Hermansen, Marvin Schwäbe og resten af Høgh og Fallentins målmandsteam. [caption id="attachment_25785" align="alignnone" width="714"] FOTO: Brøndby IF[/caption]

Mest kommenterede nyheder