Teis Markfoged
Stor triumf: Lindstrøm og Eintracht Frankfurt har vundet Europa League
Jesper Lindstrøm har for anden sæson i træk kunne løfte et trofæ. I år blev det Europa League-pokalen.

Den tidligere Brøndby-darling Jesper Lindstrøm startede onsdag aften inde, da Eintracht Frankfurt mødte Rangers i Europa League-finalen i Sevilla.
Danskeren var involveret i meget og fik et par store chancer, men måtte se sine skud rettet af og gå tæt forbi mål.
Men Lindstrøm kom i mange gode situationer og efterlod et godt indtryk, inden han blev skiftet ud efter knap 70 minutter. Startpladsen i finalen kom oven på nogle ugers skadespause, så der var nok ikke mere i tanken.
Til gengæld nåede han lige at være på banen til at juble sammen med holdkammeraterne over Borres udligning til 1-1 efter Aribos føringsmål ti minutter tidligere.
Brøndby IF mødte som bekendt Rangers i denne sæsons gruppespil i EL, og her blev det til uafgjort på Brøndby Stadion og nederlag på Ibrox.
Lindstrøm endte med at tage hævn for sine tidligere holdkammerater. Der faldt ingen scoringer i den forlængede spilletid, men i straffesparkskonkurrencen var tyskerne skarpest og scorede på alle fem, mens Rangers brændte et enkelt.
Dermed var triumfen en realitet for Lindstrøm og Frankfurt. For anden sæson i træk kan Lindstrøm løfte en pokal.