3POINT
1771689591-u19-8.jpg

Simon Kammer

Nyheder4. mar. 2026

Stor overraskelse: Schmedes stopper i Brøndby til sommer

Brøndby IF skal igen på jagt efter en fodbolddirektør. Benjamin Schmedes stopper således i Brøndby til sommer.

Nanna Møller Karlsen
Nanna Møller Karlsen4. mar. 2026

Brøndby IF skal på jagt efter en fodbolddirektør igen. Benjamin Schmedes har været i jobbet i lidt mere end et år, men han stopper i Brøndby til sommer. Han har valgt at takke ja til den nyoprettede stilling som sportsdirektør for Bundesligaen, skriver Brøndby på sin hjemmeside.

Schmedes kører sæsonen færdig på Vestegnen og vil være den øverste sportslige ansvarlige indtil sæsonens sidste kamp er spillet.

- Det er med stor ærgrelse, vi må sige farvel til Benjamin efter sæsonen og efter det, der i alt bliver halvandet år i Brøndby IF. Desværre er det en præmis, når man ansætter dygtige mennesker, at man kan miste dem, og her har Benjamin fået et jobtilbud, han ikke kunne sige nej til. Det respekterer vi, selvom vi naturligvis havde håbet at have ham i klubben i længere tid, siger bestyrelsesformand i Brøndby IF, Jan Bech Andersen, til klubbens hjemmeside.

- Når Benjamin efter sæsonen går ud af glasdørene på stadion for sidste gang, kan han være enormt stolt af det, han har præsteret, for han forlader en klub, som er væsentligt mere gearet og sikret til fremtiden, end den han i sin tid kom til. Han har lagt enorme ressourcer i jobbet som Brøndbys fodbolddirektør, og han har med sin faglighed, sine store menneskelige værdier og sin integritet været en nøglefigur fra det øjeblik han kom. Blandt meget andet er der i dag en anden organisation, en anden infrastruktur og ikke mindst en meget stærkere og tydeligere bro mellem Masterclass og førstehold i Brøndby IF, end der tidligere har været. Det vil komme klubben til gode i mange år fremover, og dén udvikling bærer Benjamins tydelige aftryk.

Bestyrelsen har sat gang i processen for at finde klubbens næste fodbolddirektør. Sommerens transfervindue planlægges i et tæt samarbejde mellem Benjamin Schmedes og den øvrige sportslige ledelse, som herefter fortsætter med eksekveringen af vinduet. Muligvis sammen med en ny fodbolddirektør afhængig af, hvornår den rette kandidat er fundet. 

Mest kommenterede nyheder