Stolt Zorniger: Jeg smilede i hele anden halvleg
Alexander Zorniger var stolt af sit Brøndby-mandskab, som leverede en flot anden halvleg. Han tror på, at Brøndby kan drille københavnerne, når de to hold om 11

Alexander Zorniger var stolt af sit Brøndby-mandskab, som leverede en flot anden halvleg. Han tror på, at Brøndby kan drille københavnerne, når de to hold om 11 dage spiller pokalfinale mod hinanden. Brøndby leverede søndag en god indsats i derbyet mod FC København, som dog blev tabt 0-1 efter en skidt start på kampen. Ifølge Alexander Zorniger var det tydeligt, hvad det var, Brøndby kæmpede med i starten af opgøret. - Vi var ikke aktive i genpresset. Det var vi efter pausen, og det var derfor jeg smilede i hele anden halvleg. Vi skabte så mange situationer, som de kæmpede med at håndtere hele tiden. Derfor er jeg virkelig stolt af drengene i dag, sagde Zorniger efter kampen til TV3+. - Hvis vi kigger på holdene spiller for spiller, så er de stærkere. I denne sæson er de blevet mestre, hvilket betyder at de er det bedste hold, men i en enkelt kamp kan vi udfordre dem. Og det ved de. Vi er i deres hoveder nu. - Vi havde måske flere chancer i anden halvleg end i de 7 andre halvlege, vi har spillet mod dem tilsammen. Vi har nogle spillere, der skal steppe op, men vi er helt sikkert på rette vej. En af de spillere, der steppede op som kampen skred frem, var Zsolt Kalmar, der startede inde på midtbanen. Ham har Alexander Zorniger kun roser til overs for. - Han har sine kvaliteter, når han er på bolden. Det skal vi bringe. Alle kan jo løbe. En 4-årig kan løbe, en 80-årig kan løbe. Så en 22-årig skal jo også kunne løbe. Men han har sine kvaliteter, når han har bolden, og han blev bedre og bedre som kampen skred frem. Han har brug for tid, men han leverede det, vi forventede af ham. Om blot 11 dage skal Brøndby igen til Telia Parken, hvor FCK igen venter - denne gang i pokalfinalen. Her er Zorniger ikke i tvivl om, at Brøndby har en chance. - Vi vil prøve alt hvad vi kan, for at bringe spillerne til et niveau, hvor de tror på, de kan slå FCK. Derfor er vores anden halvleg vigtigere end en sejr i dag, for de har set det nu. De så, at hvis vi spiller godt og genpresser hele tiden, så kan selv FCK få det svært i mange, mange situationer. Før pokalfinalen skal Alexander Zorniger og Brøndby dog i kamp i Superligaen to gange. Første gang er mod Lyngby på torsdag.