Stolt Tibbling: Meget specielt for mig
Simon Tibbling kom fra bænken og afgjorde søndagens derby med sin 1-0-scoring mod FC København. Efter kampen var det en stolt og glad Tibbling, der mødte presse

Simon Tibbling kom fra bænken og afgjorde søndagens derby med sin 1-0-scoring mod FC København. Efter kampen var det en stolt og glad Tibbling, der mødte pressen. Der var dømt hjemmebanedebut, da Brøndby efter 88 minutter indskiftede Simon Tibbling. Og så var der dømt debutantscoring, da Simon Tibbling to minutter senere gled bolden i nettet via overliggeren. Han kunne ikke have drømt en bedre debut, fortæller han. - Jeg er kommet godt fra start. Det kunne ikke være meget bedre. Det er fedt at komme ind og score mod FCK. At komme ind og afgøre et derby her på hjemmebane, det er stort. Det var meget specielt for mig, siger Tibbling til 3point.dk. Han ved, at kampene mod FC København er specielle for klubben, hvorfor han også er ekstra stolt af at komme ind og afgøre kampen. - Jeg har hørt meget om kampene før. Jeg vidste det var en stor kamp. Der er en helt fantastisk stemning og det er en rigtig stor fodboldkamp. Jeg ved, det er en kamp, som betyder rigtig meget for folk her i Brøndby, og med al den opbakning og stemning, der er herude, så er jeg meget stolt af at komme ind og afgøre denne her kamp. Han fortæller, at det var et meget specielt mål at score, men han vil ikke sige, at det nødvendigvis var det mest specielle, han har scoret. - Jeg nåede ikke at tænke så meget. Der var ikke meget tid, så det var bare at komme ind og hjælpe til i de sidste minutter. Så lander bolden så dér, hvor den gør, og så er der mål. - Jeg scorede et mål til U/21-EM for Sverige mod Portugal, som også var meget specielt. Men det er klart, at jeg er i starten af min tid her, og så i en så stor kamp, det var en meget speciel følelse. Tibbling er hentet til Brøndby som profil, men fortæller, at man skal have tålmodighed med ham. Han er nemlig ikke i lige så god form som sine holdkammerater. - Jeg har været her i 10-12 dage, så jeg er kommet midt i et presset kampprogram. Jeg har ikke nået at træne så meget med her, men det er dejligt at have fået debut. Jeg var heller ikke kommet lige så langt med opstarten i Holland, som de var her. Det tager lidt tid, men jeg håber, jeg kan få spilletid og arbejde mig op. Efter kampen blev Simon Tibbling kaldt ned til Sydsiden. - Det var utroligt skønt. At blive kaldt frem efter at have spillet så stor en kamp, det er klart, at det var stort. Med Tibblings scoring er Brøndby nu på Alka Superligaens andenplads.