Stolt Rønnow: Kunne vist ikke blive meget bedre
Frederik Rønnow stod en brandkamp i Brøndbys mål, hvor han i flere omgange reddede holdet mod Hertha Berlin. Han mener, sejren var fortjent, og at Brøndby lykke

Frederik Rønnow stod en brandkamp i Brøndbys mål, hvor han i flere omgange reddede holdet mod Hertha Berlin. Han mener, sejren var fortjent, og at Brøndby lykkedes godt med at diktere spillet. Frederik Rønnow viste endnu engang storspil i målet, da Brøndby torsdag aften sendte Hertha Berlin ud af Europa League. Han har svært ved at forestille sig en bedre aften: -Den fornemmelse man står med her efterfølgende, det er super fedt. Der var en fantastisk stemning derude. Det kunne vist ikke blive meget bedre. Det er jo det her man spiller for. Det koger på stadion, vi kommer godt fra start, spiller mod et godt hold, men de spiller på vores præmisser. Jeg synes det er fortjent, at vi går videre, siger Rønnow til 3point.dk. Han mener ikke, man kan sammenligne udekampen i Berlin for en uge siden med kampen i dag: -Det er noget helt andet at spille på hjemmebane. I dag var skarpheden og marginalerne med os. Vi kæmper hele vejen igennem. Dernede havde vi måske lidt for meget respekt for dem i første halvleg, men vi viste jo, at vi sagtens kan spille med, siger Rønnow til 3point.dk, og forklarer lidt om den rolle han bliver tildelt i kampens sidste halve time: -Det er jo et dygtigt hold, og vi lader os måske presse lidt ned, men jeg synes egentlig vi står godt imod. Selvfølgelig kommer der nogle chancer, det ville også være mærkeligt andet, men vi kæmper bravt, og vi holder heldigvis stand selvom der var pres på til det sidste. Jeg skulle bare spille mit spil, og det synes jeg, jeg gør. Der er jo selvfølgelig nogle situationer hvor man skal handle instinktivt, det er det målmandsjobbet handler om, man skal tage nogle beslutninger på et splitsekund. Næste opgave for Rønnow og Brøndby bliver på søndag, når turen går til Herning i Superligaen.