Stolt Röcker hylder holdet: Vi er en stor enhed
Benedikt Röcker indrømmer, at Brøndby ikke spillede deres bedste kamp torsdag i Herning, men roser holdet for at stå sammen i den svære situation og løse udford

Benedikt Röcker indrømmer, at Brøndby ikke spillede deres bedste kamp torsdag i Herning, men roser holdet for at stå sammen i den svære situation og løse udfordringen som et hold. Det var ikke det polerede fodboldspil, der sikrede Brøndby de tre point torsdag aften. Det fortæller også holdets forsvarsgeneral, Benedikt Röcker. - Vi fik tre utroligt vigtige point. Vigtige, men også heldige point. Det var ikke vores bedste kamp, hverken med eller mod bolden, men mentaliteten til at vinde kampe er helt utrolig. Det var det afgørende i dag at vi viser den attitude, siger Röcker til 3point.dk. - Modstanderen er gode, specielt i offensiven. Men vi havde ikke aggressiviteten i vores duelspil i dag, som vi har haft i de sidste kampe. Det er vi nødt til at tale om, men det er et kæmpe kompliment at vi kan håndtere de situationer, selvom vi ikke spiller den perfekte kamp. Vi har så mange situationer, specielt i anden halvleg, hvor vi bare kørte på og troede på at vi kunne ændre kampen, og det lykkedes til sidst. Da Brøndby efter bare 17 minutter kommer bagud med 2-0, samlede holdet sig i en klynge for at samle sig ovenpå den kaotiske start. - Vi ved, vi skal trykke på reset-knappen og bare kæmpe videre. Vi ved, vi er i stand til det, og vi havde nok tid til at ændre kampen, og det tror alle på holdet på, at vi kan. Det så vi også i dag. Og Röcker er slet ikke i tvivl om, hvad det var der ændrede kampen. - Vi er en stor enhed, og i kampe som denne må man aldrig tabe holdånden. Så kunne vi let indkassere 3-0 og 4-0, specielt her i Midtjylland, men vi fokuserede på vores kamp og på at spille det bedste vi kunne i dag. Röcker og Brøndby skal allerede søndag i aktion igen, denne gang i Farum.