Stolt Kahlenberg: Vi er et godt fodboldhold
Thomas Kahlenberg var en stolt anfører, da 3point fangede ham ovenpå det uafgjorte resultat i Parken. Han mener, at Brøndby har fået et fornuftigt udgangspunkt

Thomas Kahlenberg var en stolt anfører, da 3point fangede ham ovenpå det uafgjorte resultat i Parken. Han mener, at Brøndby har fået et fornuftigt udgangspunkt forud for returkampen om 14 dage. Det var tæt på, at Brøndby fik sin første sejr over FCK i Parken siden 2004, men Thomas Delaney ødelagde det for de blå-gule med sin scoring 7 minutter før tid. Det ærgrer Brøndbys anfører Thomas Kahlenberg: -Det er mange år siden vi vandt her. Der var både jeg og Auri på banen. Vi var tæt på under Thomas Frank også, hvor det også er Delaney der udligner endnu senere end i dag. 1-0 havde selvfølgelig været klart bedre, men 1-1 er også et fornuftigt resultat, og som anden halvleg udvikler sig, kan man ikke sige noget til at de får scoret, selvom det er på en tilfældighed, siger Kahlenberg, som peger på flere ting, han mener, Brøndby lykkedes med i kampen: -Vi har meget mere ro på bolden, og er gode til at finde områderne hvor de giver plads. Vi har stor mod og kvalitet på bolden, og scorer et flot mål. Rigtig flot præstation på en svær udebane. I anden halvleg bliver vi pressede, vi smider for mange bolde væk på tidspunkter hvor vi gerne skulle have taget lidt af presset og holdt på bolden. Gassen går lidt af ballonen, og så laver vi nogle tekniske fejl der koster, siger Kahlenberg, og fortsætter: -Der var gode løb fra anden række, folk turde at have bolden, og når vi gør det, er vi et teknisk godt fodboldhold. Jeg er stolt af måden vi spillede på. Nu skal der bygges videre på denne præstation på søndag mod OB, siger Kahlenberg. Anføreren håber på, at Brøndby i denne sæson kan vinde pokalturneringen, men vil ikke sige, at turneringen har en højere prioritet end den tredjeplads i superligaen, som er det erklærede sæsonmål. -Pokalen er selvfølgelig noget vi håber på at vinde, men vi kan også stadig selv afgøre om vi skal i top 3 i ligaen. Men en titel kan redde en sæson. Det er dem, vi bliver husket for. En tredjeplads går ikke over i historien i Brøndby, men det gør en pokaltitel. Der er returkamp i DBU Pokalen om 14 dage.