Stolt Auri: Kæmpe ros til holdet
Auri Skarbalius var en meget tilfreds cheftræner efter 1-1 i Parken mod FC København. Han mener, at holdet gjorde mange flere ting rigtigt end for 3 dage siden

Auri Skarbalius var en meget tilfreds cheftræner efter 1-1 i Parken mod FC København. Han mener, at holdet gjorde mange flere ting rigtigt end for 3 dage siden i Superligaen. Efter en ringe indsats i Superligakampen mod FC Midtjylland søndag, rejste Brøndby sig i Parken, da det blev til 1-1 i pokalturneringen mod FC København. I følge cheftræner Auri Skarbalius, var der specielt en ting der gjorde forskellen i dag: -Vi er meget bedre på bolden. FCK løber efter bolden, og vi finder hullerne og spiller i de mellemrum, de efterlader. Måden vi bygger spillet op på i dag, det startede allerede i pausen af Midtjylland-kampen, hvor vi også bliver bedre på bolden. Men ud over at være gode på bolden, kommer vi også tættere på afslutningsfasen i dag. Det er den store forskel, fortæller Skarbalius, og fortsætter: -Kæmpe ros til holdet for måden at turde at tro på tingene, og for måden at spille fodbold på, specielt i første halvleg. Vi skal ikke måle os med FCK på fysik, så i første halvleg lykkedes det os at spille på den måde, vi gerne ville. Så har vi et par udskiftninger som er hårde for holdet i forhold til fysikken, men den største ros til holdet. Efter 88 minutter har vi endda den største chance for at komme på 2-1, så holdet viser at de virkelig tror på det i dag. Brøndby-træneren mener, 1-1 er et retfærdigt resultat på en lige fodboldkamp: -Vi håbede på sejren i dag, og vi gik også efter det, men jeg synes det var en ret lige kamp, selvom vi har udfordringer i anden halvleg, når vi ikke kommer ud af deres pres. Vi skal helst have de 3-4 afleveringer, før vi får ro på bolden, og så er vi gode igen. Men vi skal blive bedre på bolden i længere faser af kampen, fortæller Skarbalius, som også har sit fokus klart: -Jeg vil ikke fokusere på at vi ikke vinder i dag. Jeg vil hellere fokusere på den gode indsats, og at vi har et fantastisk udgangspunkt for at gå videre. Midt i første halvleg kom Auri Skarbalius i fokus, da han jublede voldsomt over en tackling fra David Boysen. Auri sprang frem med armene hævet over hovedet, og viste tydeligt sin begejstring: -Fodbold er fysisk, teknisk, taktisk og mentalt. Man kan ikke vinde kampe, hvis man ikke kan løbe tilbage og tackle. Når vi så har bolden, så kan vi spille den frem, og så kan vi vinde fodboldkampe. Det så jeg fra mit hold i dag, og det prøver jeg selvfølgelig at støtte dem i. Det er det vi skal. Alle bliver jo glade for at få ros, og når jeg ikke kan sige det med ord, så må jeg sige det visuelt, forklarer Skarbalius. Næste opgave for Auri Skarbalius' mandskab bliver hjemmekampen mod OB i Superligaen på søndag.