3POINT
Nyheder30. apr. 2015

Stensikker derby-sejr på 1-0

Onsdag aften vandt Brøndby IF en snæver, men stensikker sejr over FC København i U/19-Ligaen. Daniel Anusic var en blandt mange blå/gule, der leverede en fremra

3point person
3point.dk30. apr. 2015

Onsdag aften vandt Brøndby IF en snæver, men stensikker sejr over FC København i U/19-Ligaen. Daniel Anusic var en blandt mange blå/gule, der leverede en fremragende indsats. Samtidig spillede Brøndbys U/15-hold pokal-semifinale i Næstved. Onsdag aften var det tid til sæsonens første derby mellem FC Købehavn og Brøndby IF i U/19-Ligaen i en udsat kamp fra efteråret. På KB's anlæg på Frederiksberg tørnede de to lokalrivaler sammen, og Brøndby-træner Per Frandsen - med en spillerfortid hos aftenens modstander - havde valgt denne startformation:Andreas Hansen Daniel Anusic - Nicklas Halse (A) - Mads Andersen - Kristian Larsen Emil Welcher Mathias Andersen - Rezan Corlu Frederik Simson - Daniel Stückler - Jamil Faizi

En taktisk ændring

Frandsen havde foretaget både en taktisk og en spillemæssig ændring til onsdagens kamp og fik succes. Trekanten på midtbanen var vendt på hovedet, og Mathias Andersen fik et langt mere defensivt udgangspunkt end tidligere set i foråret, hvor han ellers har spillet en klassisk 10'er. Ofte var det Andersen, der gik helt ned til forsvaret og førte bolden frem. Om det skyldes disse ændringer er svært at vide, men under alle omstændigheder havde gæsterne fra Vestegnen totalt styr på kampen gennem samtlige 90 spilleminutter. Måske bedst illustreret ved, at Andreas Hansen havde sin første redning i kampen i dommerens tillægstid i anden halvleg.

En følt inderside

Ganske vist havde de blå/gule svært ved at kreere de helt store chancer mod et temmelig defensivt indstillet FCK-hold, der ikke levnede meget plads mellem to stramme fire-kæder, men der var aldrig tvivl om slutresultatet. Denne skribent har sjældent set et Brøndby-hold på et hvilket som helst niveau i så meget kontrol, som det blev set onsdag aften ved Peter Bangs Vej. Kampens eneste mål blev sat ind efter et lille kvarter af Jamil Faizi med en følt inderside i det fjerneste målhjørne. Muligheden opstod på kanten af feltet, efter et indlæg fra en fremragende Kristian Larsen var blevet blokeret. Mathias Andersen var tæt på at fordoble føringen kort før den halve time med et brag af et langskud på overliggeren.

En helstøbt holdindsats

Efter pausen kom værterne naturligt lidt mere frem på banen, men rigtig farlige blev de aldrig. I stedet var det Brøndby, som var tættest på yderligere en scoring, da Mathias Andersen tvang FCK-keeperen ud i en flot TV-redning. Brøndby var stadig i fuld kontrol og kørte sikkert sejren i land med en flot præstation over hele linjen. Brøndby IF leverede en helstøbt holdindsats, som det var en fornøjelse at følge fra sidelinjen. Der var god lyd på, og hele tiden blev der bakket op for hinanden over hele banen. Skal der imidlertid peges på en man-of-the-match, må æren tilfalde Daniel Anusic på højre back for en utrættelig indsats både defensivt og offensivt.

Kampen i tal

FC København - Brøndby IF 0-1 (0-1) 14. minut: 0-1; Jamil Faizi 23. minut: Gult kort til Jamil Faizi (BIF) 60. minut: Gult kort til Daniel Stückler (BIF) 65. minut: Amir Al-Ammari ind / Frederik Simson ud 74. minut: Gult kort til Gustav S. Jensen (FCK) 90. minut: Gult kort til Marcus Mathisen (FCK)Stillingen i U/19-Ligaen Brøndby IF's kampprogram Samtidig med U/19-kampen på Frederiksberg spillede Brøndby IF semifinale i Faxe Kondi Ungdomspokalen U/15 Drenge på udebane mod Næstved IF. Semifinale-pladsen var i øvrigt kommet i hus via en sejr over FC København. Desværre for de blå/gule måtte de køre hjem fra det sydsjællandske med et nederlag på 1-0 i bagagen.

Mest kommenterede nyheder