Stenderup: Vi kunne have taget alle tre point
Daniel Stenderup vendte søndag tilbage til sin gamle hjemmebane. Han var fint tilfreds med det ene point, men synes godt, Esbjerg kunne have taget de tre point.

Daniel Stenderup vendte søndag tilbage til sin gamle hjemmebane. Han var fint tilfreds med det ene point, men synes godt, Esbjerg kunne have taget de tre point. Udefra set var det en første halvleg som Brøndby dominerede, men sådan så den tidligere Brøndbyforsvarer Daniel Stenderup ikke på det. -Jeg synes egentlig vi spiller en fin første halvleg, og vi er meget godt med. I pausen får vi snakket nogle ting igennem, og får mere ro på bolden, hvilket gør at vi i anden halvleg får lagt et tryk på dem, så det var rigtig fint. Faktisk mener Stenderup, at Esbjerg sagtens kunne have fået mere end det ene point ud af kampen. -Det er en meget tæt kamp, som jeg ser det. Nu har jeg så også fået at vide, der ikke var offside på Nicki Billes mål i slutningen af kampen. Det er selvfølgelig rart at vide, at vi godt kunne have fået mere, og jeg synes egentlig godt, vi kunne have taget de 3 point i dag. Omkring Brøndbys første mål, stod hele Esbjergs defensiv og sov. Det prøver Stenderup da heller ikke at bortforklare, da han bliver spurgt ind til, hvad der sker i situationen. -Det er en lille blunder fra forsvarets side. Vi er ikke opmærksomme, og er for længe om at komme på plads, og det får de udnyttet rigtig fint. Det er selvfølgelig ærgerligt, men heldigvis kommer vi godt tilbage. Daniel Stenderup skiftede til Esbjerg fra Brøndby i 2014. Han nåede at spille 81 kampe for de blå-gule.