3POINT
Nyheder5. feb. 2019

Stålsat Fisker: Stærk nok til at komme tilbage

En ærlig og stålsat Kasper Fisker fortæller om en stille og rolig Deadline Day og om sine ambitioner om at kæmpe sig tilbage i startopstillingen i Brøndby IF. F

3point person
3point.dk5. feb. 2019

En ærlig og stålsat Kasper Fisker fortæller om en stille og rolig Deadline Day og om sine ambitioner om at kæmpe sig tilbage i startopstillingen i Brøndby IF. FOTO: Lasse Lagoni Deadline Day var en stille en af slagsen i Brøndby IF. Der florerede enkelte rygter i pressen og nogle af dem handlede om både tyrkisk og dansk interesse for midtbanekrigeren Kasper Fisker. Men det var en helt stille og rolig sidste dag af transfervinduet, fortæller Fisker selv. Der var rigtigt nok interesse, men ikke noget, der tilnærmelsesvis var tæt på. - Det var en meget stille og rolig dag. Jeg så Krummerne derhjemme sammen med børnene og så var jeg til træning. Det var en lidt irriterende dag, for jeg fik en lille forstrækning i forlåret. Men i forhold til transfers var det en helt stille og rolig dag, hvor jeg fulgte med i, hvad der skete rundt omkring i de andre klubber, siger Fisker til 3point.dk. - Der har været nogen, der gerne ville noget, men det har ikke på nogen måde været tæt på eller lige ved og næsten. Jeg er rigtig glad for at være i Brøndby og det ved både Ebbe (Sand, red.) og Zorniger. - Jeg vil rigtig gerne blive her i Brøndby og både Ebbe og Zorniger er glade for mig. Det kan godt ske, at jeg ikke spiller alle kampene, men de er glade for at have mig her. Det er selvfølgelig mit mål at spille flere kampe og det bliver det også i foråret, men man skal også gøre sig fortjent til at spille kampene på 8'eren, for der er mange om buddet.

Stærk nok til at komme tilbage

30-årige Fisker var ikke med i træningskampen mod Pogon Szczecin på grund af den skade i forlåret, som han selv fortæller om i dette interview. En lang skadespause holdt ham primært på tribunen i efteråret, men midtbanespilleren føler sig stærk nok til at komme tilbage. - Jeg føler mig stærk nok til at komme tilbage. Jeg var ude lang tid i efteråret, så nu skal jeg tilbage. Det er et lidt dårligt tidspunkt lige nu, hvor jeg lige har fået en lille skade, men det er bare en lille uges tid. - Jeg ved, hvad der kræves. Det er hårdt arbejde. Hvis man vil spille i Brøndby, skal man være den bedste. Det er det, jeg går efter. Kasper Fisker har set ud som en mand, der er kommet tilbage fra vinterpausen i forrygende form og det bekræfter han også selv. Men han er skuffet over egen indsats i træningskampene i Dubai, fortæller han. - Jeg synes, jeg spillede et par skuffende træningskampe i Dubai. Den første var okay, men i den anden skuffede jeg lidt, synes jeg. Jeg ser meget indad og er ærlig over for mig selv og synes, jeg kunne have gjort det bedre. Jeg er ked af, at jeg ikke greb den chance. - Men ellers synes jeg, at jeg har haft en god opstart. Jeg har kløet på og er kommet tilbage i rigtig god form. Men det er nemt nok at være god hjemme mod BSF, men på træningslejren er kampene på et andet niveau og der føler jeg ikke, at jeg ramte mit niveau.

Stolt af plads i spillerrådet

På trods af begrænset spilletid i efteråret, blev Kasper Fisker på træningslejren i januar valgt ind i spillerrådet af sine holdkammerater. Det er noget, han er stolt af. - Det sagde jeg også til gutterne. Det er noget, jeg er stolt af. Især når jeg ikke spillede ret meget i efteråret. Alligevel at blive valgt ind er et skulderklap til at jeg må gøre noget rigtigt uden for banen også i omklædningsrummet og i min indstilling til tingene. Jeg føler også, at jeg kan bidrage rigtig meget. - Men jeg er ikke bare en sød mand, der arbejder godt og rigtigt, jeg vil også gerne spille fodboldkampe. Det håber jeg selvfølgelig, at jeg kommer til i foråret, slutter en stålsat Kasper Fisker. Brøndby indleder forårssæsonen med en udekamp mod FC Nordsjælland på søndag klokken 16.00.

Mest kommenterede nyheder