
Teis Markfoged
Spilletid til Slimane og Frendrup i dansk sejr over Tyskland
Morten Frendrup startede inde og Anis Slimane kom ind fra anden halvlegs start, da det danske U/19-landshold slog Tyskland med 2-1.

Det danske U/19-landshold er i disse dage samlet og skal spille to træningskampe mod Tyskland. Den første af de to blev spillet tidlig torsdag aften og her startede Morten Frendrup inde på midtbanen, mens Anis Slimane startede på bænken.
Ifølge opdateringerne fra Ungdomslandsholdene - herrer på Facebook, fik Danmark en skidt start på kampen og kom tidligt bagud. Tyskerne pressede højt og Danmark havde svært ved at sætte spillet. De unge danskere kom bedre med i det sidste kvarter af kampen, men måtte gå til pause bagud 1-0.
I pausen blev Anis Slimane skiftet ind i stedet for Jacob Steen Christensen. Efter lidt mere end en times spil blev Morten Frendrup skiftet ud i en dobbeltudskiftning. En af de spillere, der kom ind, var AaB's Malthe Højholt, der kun skulle bruge fire minutter på banen, inden han bragte balance i regnskabet.
Få minutter senerede gjorde Mohamed Daramy det til 2-1 til Danmark, og så var kampen pludselig vendt på hovedet. Det danske U/19-landshold endte med at vinde kampen efter en stærk anden halvleg.
U/19-landsholdet møder Tyskland igen på søndag.