
3point.dk
Spillerprofilering: Cappis, amerikansk tofods atlet
Det blev tidligere på ugen offentliggjort, at Brøndby fra sommerpausen havde skrevet kontrakt med Christian Cappis, amerikansk midtbanespiller fra Hobro IK, hvor han har været siden den jyske klub hentede ham i USA tilbage i 2018. Men hvad er det for en spiller Brøndby har hentet? Hvad bringer Cappis med sig af kvaliteter til Vestegnen? Hvad kan han bidrage med? Og ikke mindst - hvad kan fremtiden bringe? 3point.dk har været en tur i analyserummet, og set nærmere på spilleren Christian Cappis. En amerikansk tofods atlet.

Christian Cappis fik sin fodboldopdragelse i Guds eget land, hvor han i staten Texas spillede for Texans FC før end han skiftede til Dallas Academy inden han i sommeren 2018 skrev under på en kontrakt med Hobro IK i Danmark. Det er i den jyske klub at Cappis er blevet en solidt skolet midtbanespiller, som også er i spil for det amerikanske U23 landshold.
Cappis er en atletisk, kropsstærk og hurtig spiller. Hans 185 cm og en kropsvægt på 72 kg giver den unge amerikaner en fysisk stærk og robust ramme som spiller. For på trods af hans højde på 185 er Cappis hurtig i sine bevægelser og, som nævnt indledningsvist, har en meget atletisk bevægelse på banen.
Den kommende Brøndbyspiller fik i sæsonen 2019/20 2394 minutters spilletid for Hobro i Superligaen, hvorfor jeg i høj grad har kigget på hans præstationer henover denne fulde sæson for at analysere hans spil.
Atletisk og stærk
Som spiller er Cappis en meget bevægelig. Han opererer typisk som centralmidtbane - det som mange vil betegne som 8er i fodboldtermer. Et kig på hans heat map for kampene i 2019/20 viser os en spiller som arbejder i området fra felt til felt.

Kasper Pedersbæk © All rights reserved
Når hans hold er uden boldbesiddelse optræder Cappis aggressivt i presset, hvor han med sin hurtighed og fysik gerne går på kroppen af sine modstandere, for han kan nå at rette op på et utidigt pres og positionere sig korrekt igen. Skal der peges på et udviklingsområde er det beslutningen om hvor og hvornår han skal gå i pres.
Cappis leverer en god solid defensiv indsats, og igen kommer hans atletiske spillestil ham til gode. For nok er han med 72 kg ikke den tungeste spiller på banen, men han formår stadig i snit i sæsonen 2019/20 at foretage 8.57 en-vs-en duel pr. kamp samt 7.97 generobringer pr. kamp.

Kasper Pedersbæk © All rights reserved
På ovenstående grafik er Cappis\' 19/20 sæson i Superligaen holdt op imod Vigens (19/20 grundet flest spilleminutter der) samt indeværende sæson for Frendrup, Lindstrøm og Radosevic. Det er værd at notere sig, hvordan Cappis, for et bundhold som Hobro, leverer et stort set matchende antal dueller pr. kamp som Radosevic og Frendrup, og ligeså med generobringer, hvor kun generobringsmaskinen Radosevic stikker ud på Brøndbyholdet.
Dynamisk 8er
Cappis er en dynamisk 8er. For når det kommer til spillet med bolden vil jeg sammenligne ham - uden at sammenligne niveaet over tid, men typemæssigt - med spillere som Magnus Kofod og Frank Onyeka fra FCM. Spillere som med et udgangspunkt på den centrale midtbane er essentielle for deres respektive klubber for at få spillet til at glide.

Kasper Pedersbæk © All rights reserved
Derfor er det også interessant at tage en sammenligning med netop de to spillere i 19/20 sæsonen holdt op mod Cappis. Det viser på mange måder, hvordan Cappis kan blive en rigtig dygtig boks-til-boks midtbanespiller. Kofod bonger ud på gennembrudsafleveringer, hvor Cappis ligger godt til (og endda over Onyeka), mens amerikaneren dominerer på antallet af skabte chancer i forhold til sine i sammenligningen to rigtig dygtige konkurrenter.

Kasper Pedersbæk © All rights reserved
Endnu en sammenligning op grafikken foroven. Her dominerer Onyeka klart, når det kommer til defensive dueller samt generobringer - og nærmest den stærke nigerianer fra FCM kommer Cappis af ham og Kofod. Et hurtigt kig på grafikken fortæller os, hvordan Cappis kan kaldes for en hybrid mellem Onyeka og Kofod. Han besidder Onyekas styrke i de defensive dueller og generobringerne, men har Kofods visioner i det lange pasningsspil.

Kasper Pedersbæk © All rights reserved
Den sidste grafik jeg vil bringe op er en mere all-round visualisering på en del af de egenskaber som blandt andet er med til at skabe en god 8er på midtbanen. Igen er der nogle parametre, som Kofod og Onyeka dominerer klart, men tallene og Cappis præstationer fortæller os, om en talentfuld midtbanespiller, som har et potentiale der kan udvikles.
Tofods atleten
Christian Cappis er en løbestærk, hurtig og atletisk midtbanespiller. Han vil gerne på bolden, både tidligt i opbygningen, ligesom han også gerne tager de nødvendige løb for at finde og skabe ledigt rum, både for sig selv og til holdkammeraterne. Han vil gerne ud i halvrummene, hvor han kommer på bolden og er rigtig dygtig til at skifte bolden til modsatte side. Han slår nogle formidable lange pasninger, og har en enorm stærk fod. Fra stående kan han, som en anden quarterback, finde sine medspillere både bredt og dybt i banen. Og det er ikke uvæsentligt, at Cappis er tæt på at være lige stærk med begge ben - han kan gå begge veje, og slå afleveringen uanset hvilken side han bliver presset på af modstanderen.
Den unge amerikaner har et godt blik for spillet, sætter gerne sine medspillere op og er ikke bleg for hverken at bidrage med syngende tacklinger eller med visionære pasninger. Han er løbestærk og hurtig.
Hvad Cappis skal arbejde med er hans iver for at sætte spillet. Han skal ikke fratages sin aggresivitet, men han skal lære at tøjle tålmodigheden og vente på den rigtige åbning. Han skal lære ikke at stresse på bolden, og også arbejde på sin førsteberøring. Ikke sagt den er dårlig, men han kan godt gøre det bedre på den front.
Nedenfor en samling af elementer i Cappis\' spil som jeg ser som hans klare styrker som fodboldspiller. Det er naturligvis vigtigt at huske Cappis langtfra er en færdigskolet fodboldspiller, han skal have tid til at udvikle sig. Men det er rimeligt at have nogle store forventninger til den amerikanske midtbanespiller.