3POINT
Kevin Tshiembe

Brøndby IF

Nyheder5. aug. 2021

Spilleranalyse: Kevin Tshiembe - et powerhouse med rå kanter

Ny mand i den gule trøje er Kevin Tshiembe - hentet hos lokalrivalerne fra Lyngby BK. Den 24-årige defensivspiller har optrådt hele sin karriere i netop Lyngby, hvor han har slået igennem som et fysisk powerhouse, men også som en spiller med rå kanter der skal slibes til. 3point.dk har kigget nærmere på Kevin Tshiembe, og bringer her en analyse.

3point person
Kasper Pedersbæk5. aug. 2021

De første minutter på banen for Lyngby BKs bedste mandskab fik 185 cm høje Kevin Tshiembe i sæsonen 2017/18, hvor det både blev til en håndfuld minutter i Europa League samt ikke mindst Superligaen, hvor han fik 775 minutters bold i benene fordelt på 13 kampe.

Den efterfølgende nedrykning var på mange måder en gevinst for den unge forsvarsspiller, som kom ind på holdet og med 1000+ minutters spilletid slog sit navn fast.

Mens de indledende minutter i karrieren blev spillet en del på pladsen som højre back, så blev Tshiembe med tiden flyttet ind som stopper, og fra sæsonen 2018/19 var det med en fast position i det centrale forsvar fremfor på siden.

Fysisk powerhouse - og enten eller beslutninger

Kevin Tshiembe har en fremragende fysik. Kilder med indsigt i Lyngby beskriver ham som værende brølstærk, hurtig og med en eminent evne i hovedspillet qua en ekstrem udviklet evne til at springe højt.

Han udmærker sig også i 2020/21 sæsonen at have en sejrsrate på knap 60% (et tal ikke langt fra Andreas Maxsøs) af de 7 hovedstødsdueller han i snit havde pr. superligakamp, og for at have 14.62 generobringer i snit pr. kamp.

Det er også egenskaber som man ser i Tshiembes spil. Han formår ofte at dominere og gå på kroppen af fysisk stærke modspillere - og trække sig sejrrigt ud af duellerne. Det giver ham en række fordele i sit forsvarsspil - han trives fint med at håndtere en modspiller 1-vs-1, for med både fart og fysisk styrke er han svær at gå forbi.


 

Nogle eksempler på hans defensiv duelstyrke kan ses i videoen ovenfor, hvor blandt andet en aktion mod Faghir fortæller en hel del. For den unge Vejle-spiller er uhyre stærk, og har gjort livet surt for mange stoppere i Superligaen. Men her trækker Tshiembe sig ud som sejrherre.

Et andet eksempel fra videoen er en løbeduel med Mikkel Hyldegaard fra OB - en spiller med en ekseptionel speed, og som også prøver at gå forbi Tshiembe i en løbeduel. Forgæves.

Kevin Tshiembe har en rå kant der skal slibes ned. Hans beslutningstagen er ikke altid god. Set udefra ligner det sjusk, og manglende koncentration. Han kan i øjeblikket tage nogle beslutninger om, hvornår han skal gå i pres eller ej. Et eksempel fra videoen er fra en kamp mod Horsens, hvor Horsens erobrer bolden midt på banen. Lader Tshiembe sig falde og nøjes med at “løbe med” sin modspiller, så bliver rummene lukket og det ender i en 3-vs-1 situation mod den ene Horsensspiller. Men han går frem i et helt fejlagtigt pres, og Horsens-spilleren går forbi.

Det sidste klip i videoen fremhæver på godt og ondt den pakke Tshiembe bringer til Brøndby. Først et forsøg på en aflevering frem i banen til en medspiller der bliver bliver læst, og bagefter lige så fremragende rydder han op efter sig selv, da han går på kroppen af Egho (Randers) og verfer ham til siden for at erobre bolden tilbage og aflevere den frem i banen til en medspiller.

Spillet med bolden for fødderne

Kevin Tshiembe har modet og evnerne til at agere en rolle som spillende stopper. Han er oprindeligt højrebenet, men som det kan ses i nedenstående video magter han lange præcise afleveringer med begge ben.


 

Han træder gerne frem i banen for at føre bolden frem, både ved gennembrudsafleveringer og med bolden for fødderne drive den frem i banen i progressive løb.

Men som med flere andre facetter af Tshiembes spil, så er der også her plads til at forbedre sig. Han skal lære at tøjle tålmodigheden, og udvælge sig sine afleveringer med omhu fremfor dem der er dømt døde på forhånd.

Konklusion - en kraftfuld yderstopper med evner i fødderne

Kevin Tshiembe er en fysisk stærk, hurtig og spillende forsvarsspiller. Han kan qua sin fysiske styrke og speed sagtens tåle at skulle forsvare alene og i direkte dueller, hvor han stadig kan lukke både i løbeduellerne og i de fysiske dueller.

Men Tshiembe kan også til tider fremstå umoden i sit spil, eller ukoncentreret. Han skal blive skarpere til at vælge de rigtige beslutninger, og minimere risici. Det handler om tålmodighed i afleveringerne, og om at tage duellerne på den rigtige side af sin modspiller fremfor at komme på bagkant, og skulle forlede sig til sin fysiske styrke og hurtighed.

Han fremstår ideel til en rolle som den venstre yderstopper, og dermed en afløser til Anthony Jung, qua sine evner til at aflevere med begge ben og dermed åbne banen fremfor en højrebenet der vil have en tendens til at de fremadrettede vinkler lukkes, og det kan sagtens være med den rolle i tankerne han er hentet ind.

Kevin Tshiembe er en dygtig forsvarsspiller med potentiale, og med erfaring fra Superligaen, som dog skal slibes til.

Mest kommenterede nyheder