3POINT
1630675387-spartaprag-logo.jpg

Kasper Pedersbæk

Nyheder16. sep. 2021

Sparta Prag: Fra Královské til Sparta, videre til Spartak og tilbage til Sparta.

Torsdag aften tager Brøndby IF imod Sparta Prag i UEFA Europa League. Den tjekkiske storklub har en lang og succesfuld historie, men også til tider problematisk. Bliv klogere på Spartas historie.

3point person
Steen Sørensen16. sep. 2021

Med Max Švagrovský som klubbens første præsident blev AC Královské Vinohrady stiftet den 16. november 1893 i Prag. På en generalforsamling på Demínka café i august måned året efter blev navnet imidlertid ændret.

- Lad os efterfølgende kalde vores klub AC Sparta, sagde Vladimír Horejc på generalforsmalingen, og siden da har ordet Sparta i en eller anden form indgået i klubbens navn. Nogle år senere blev Vladimír Horejc præsident i Sparta.

Klubbens første bane lå ved Na Maninách-gaden på halvøen Holešovice cirka 1.500 meter fra det nuværende stadion, men allerede året efter var Sparta rykket til et militært øvelsesterræn tæt på Invalidovna lidt øst for det centrale Prag.

I starten af det 20. århunderede rykkede Sparta tilbage til Holešovice og spillede sine hjemmekampe overfor et lokalt bryggeri. I den periode var klubben i en kort årrække det bedste hold i hele det østrig-ungarske kejserrige.foran datidens etablerede storhold First Vienna og MTK Budapest FC.

Allerede i 1896 havde Sparta spillet deres første lokalopgør mod Slavia Prag og vundet kampen 1-0. Efter kampen annullerede dommeren imidlertid målet efter en protest nedlag af Slavia, og på den måde startede den stadig eksisterende rivalitet mellem de to klubber.

I 1905 var Sparta tæt på at gå i døden som fodboldklub, da de blev erklæret konkurs, men blev reddet af en stor fan, arkitekten Rudolf Schindler, som garanterede for klubbens økonomi med sine ejendomme som sikkerhed.

Samme år fik Sparta klubbens første stadion i bydelen Letna, hvor de spillede frem til 1917. I dag ligger Det Nationale Tekniske Museum på grunden. I 1917 rykkede Sparta et par hundrede meter tættere på Stromovka-parken, hvor klubbens stadion ligger den dag i dag.

Oprindeligt spillede Sparta i sort med et stort hvidt S på brystet - det er i dag blevet til klubbens logo - men under en rejse til London i 1906 blev en af klubbens ledere så inspireret af Arsenals daværende røde spilledragt, at han købte nye dragter i præcis den farve. Lige siden har Sparta spillet i rødt.

Ret hurtigt blev Sparta en magtfaktor i den nationale fodbold, hve enten man taler om Østrig-Ungarn, Tjekkoslovakiet eller Tjekkiet. Siden 1912 er det blevet til ialt 36 nationale mesterskaber. Det seneste ligger dog tilbage i sæsonen 2013/14. I sæsonen 2019/20 nåede Sparta endvidere op på 15 pokaltitler.

Sparta Prag har gennem årene praktisk taget været en fast deltager i de store europæiske klubturneringer med to semifinalepladser som det beste resultat. I mesterholdenes Europa Cup 1991/92 samt i pokalvindernes Europa Cup 1972/73.

I 1948 blev kommunismen indført i Tjekkoslovakiet, og i løbet af nogle år fik det stor negativ betydning for Sparta. For det første måtte man i 1953 ændre klubbens navn til Spartak Sokolovo, da det kommunistiske regime i brød sig om referencen til Sparta i det antikke Grækenland.

For det andet blev de bedste spillere tvunget til at skifte til de klubber, som hørte under det tjekkoslovakiske militær, hvilket naturligvis betød dårligere sportslige resultater og en kamp for at undgå nedrykning.

Det lykkedes imidlertid for klubben at blive i den bedste række og langsomt kæmpe sig tilbage mod toppen kulminerende med mesterskabet i 1964/65.I 1965 fik klubben iegn lov til at kalde sig Sparta, som resultat af den mere afslappede stemning i landet op til "Foråret i Prag" i 1968.

1970'erne blev et lavpunkt i Spartas historie, som kulminerede negativt med klubbens første og hidtil eneste nedrykning i 1975. Det blev imidlertid blot til en enkelt sæson i det næstbedste selskab, men de følgende par sæsoner kæmpede Sparta stadig for at undgå nedrykning.

Klubben kom tilbage på toppen med mesterskabet i sæsonen 1983/84 og havde derpå nærmest monopol på førstepladsen de næste 20-25 sæsoner. Sparta vinder blandt andet den sidste tjekkoslovakiske titel i 1992/93 og den første tjekkiske i 1993/94.

Gennem årene har Sparta Prag været storleverandør til landsholdet, og blandt de mest kendte spillere er Tomáš Řepka, Václav Kadlec, Jan Berger, Ivan Hašek, Pavel Nedvěd og Tomáš Rosický. Sidstnævnte er i dag sportsdirektør i klubben.

 

Mest kommenterede nyheder