Søren Weber Juul: At kalde det en krig er en stramning
Nogle kalder det en talentkrig, når Brøndby IF og FC Midtjylland mødes i ungdomsrækkerne. Det prædikat vil Brøndbys U/17-træner Søren Weber Juul dog ikke helt a

Nogle kalder det en talentkrig, når Brøndby IF og FC Midtjylland mødes i ungdomsrækkerne. Det prædikat vil Brøndbys U/17-træner Søren Weber Juul dog ikke helt acceptere. De to klubber mødes på Vestegnen lørdag eftermiddag i U/17-Ligaen. Lørdag eftermiddag er der lagt op til et af dansk fodbolds største prestigeopgør, når det kommer til ungdomsfodbold. Brøndby IF tager imod FC Midtjylland i U/17-Ligaen. Der er altid tryk på, når de to hold møder hinanden, men Brøndbys træner vil ikke helt gå med på præmisen om, at det er en talentkrig. - Lørdagens modstander fra FC Midtjylland er ligesom os en af de klubber, der satser mest på talentudvikling her i Danmark – i diverse medier kalder de endda vores konkurrence med FCM for en talentkrig. At kalde kampen for en krig er en stramning, men der er ikke tvivl om at kampene mod FCM er noget specielt, siger Søren Weber Juul til 3point.dk og ser frem til mødet med en stærk modstander. - Vi glæder os ekstremt meget til at møde en modstander, som helt sikkert vil gøre alt for at slå os. For at opnå et godt resultat er det i særdelshed vigtigt med en god teampræstation, hvorfra vi individuelt kan blomstre. Vi håber, at rigtig mange vil komme og støtte drengene, slutter cheftræneren for Brøndbys bedste U/17-mandskab.
Det lugter i den grad af en tæt kamp
Brøndby IF og FC Midtjylland ligger side om side lige under den absolutte top i U/17-Ligaen, og der er nok ingen tvivl om, at begge mandskaber vil tale med om mesterskab og medaljer, når det hele skal fordeles næste sommer. I de seneste to hjemmekampe har lærdagens gæster på banerne i Brøndby vist skræmmende styrke med henholdsvis at vinde 9-0 over Vejle og senest 4-0 over Lyngby. Til gengæld kommer Brøndby også ind til kampen med to sejre og er stadigvæk ubesejret i turneringen, så det lugter i den grad af en tæt kamp. Kampen fløjtes op af dommer Thomas Hannibal Jakobsen lørdag kl. 14:15 - formentlig på bane 10 i Brøndby alternativt bane 2. Begge hold ser ud til at kunne komme i stærkeste opstilling, da ingen er i karantæne, og alle meldes klar i skrivende stund.Stillingen i U/17-Ligaen Brøndby IF's program Umiddelbart inden - kl. 12:00 - mødes de samme to klubber også i U/19-Ligaen.