Søren Colding hylder Per Bjerregaard og de frivillige i Brøndby
Søren Colding ser tilbage på sin tid i Brøndby med stor glæde, men også med enorm respekt for de mange frivillige i klubben. Og så fremhæver han Per Bjerregaard

Søren Colding ser tilbage på sin tid i Brøndby med stor glæde, men også med enorm respekt for de mange frivillige i klubben. Og så fremhæver han Per Bjerregaard, som en person, der har betydet meget for ham i hans Brøndby-tid. FOTO: brondby.com Hvis du er kommet på Brøndby Stadion, er ryggen med nummer 14 på billedet ovenfor, helt sikkert en ryg, du har set mange gange. Han var i Brøndby fra 1994 til 2000 og i den periode spillede han 274 officielle kampe for de blågule. Denne julekalender er sponsoreret af No. 31 - Wine & Food. Læs mere om dem og deres tilbud til 3point.dk's læsere her. Set retroperspektivt var årene i Brøndby særlige for Søren Colding. Her fik han lov til at udleve alle sine drømme, fortæller han til 3point.dk. - Mine år i Brøndby har betydet ufatteligt meget for mig. Når man er knægt og løber og spiller fodbold, har man nogle drømme. Mange af de drømme, fik jeg udlevet i Brøndby, indleder han. - Jeg spillede for et af de allerbedste hold i Danmark, blev Danmarksmester og pokalmester, kom på landsholdet og blev solgt videre til udlandet. Jeg var så priviligeret, at jeg fik lov til at udleve alle mine drømme, da jeg var i Brøndby. Respekt for de frivillige Nu 44-årige Søren Colding husker også tilbage på et meget familiært miljø i Brøndby. - Jeg var så heldig, at jeg fik lov til at spille i Frem, inden jeg kom til Brøndby, og det var lidt af det samme. Jeg ved godt, at niveauet var et lidt andet, men begge klubber var arbejderklubber. At der skulle arbejdes for sagen, lærte jeg i Frem, og tog med mig til Brøndby. - Men det overraskede mig meget ved Brøndby, at der var en så familiær følelse omkring det hele. At man også kunne få dét på det niveau. Vi sad jo og spiste med vores familier efter kampene ovre i klubhuset. Det er måske lidt svært at forestille sig i dag. Det gjorde, at vi fik et enormt tæt forhold til fansene, men ikke mindst også den kæmpe gruppe af frivillige mennesker, som hjalp og stadigvæk hjælper ude i Brøndby. Jeg møder dem stadig, når jeg kommer på Brøndby Stadion. [caption id="attachment_21185" align="alignnone" width="338"] Foto: brondby.com[/caption] - Opbakningen og arbejdet fra alle de frivillige, er noget jeg stadig tænker tilbage på med kæmpe glæde og respekt. De mennesker har lagt mere eller mindre hele deres liv i en klub. Det har jeg bare så kæmpe meget respekt for. Specielt i denne tid, hvor klubben lige har haft fødselsdag, tænker jeg tilbage på det. Man fejrer alle de frivillige og Årets Spiller i Brøndby bliver kåret. Dén fest og dén oplevelse, er prikken over I'et, der gør at man forstår, hvor stor en klub Brøndby er. - Nu har jeg ikke været i så mange andre klubber i Danmark, så jeg skal ikke kunne sige, hvordan det er andre steder. Men det var bare noget helt unikt, at mærke den opbakning alle steder fra. Mesterskabet og Kroghs utrolige scoring I sine år i klubben nåede Søren Colding at blive dansk mester i 1996. Brøndby havde ikke kunne løfte pokalen siden 1991, så det var både en stor oplevelse og en dejlig måde at give tilbage til folk i og omkring klubben på, forklarer Colding. - Vi blev mestre i '96. Der havde Brøndby ikke været mestre i en del år og havde været lidt uheldige at investere penge i en bank (Interbank-sagen, red.). Klubben havde haft nogle rigtig svære år. At blive mestre i '96, efter Mogens Kroghs sindssyge scoring i Aarhus, det var virkelig en utrolig oplevelse. - På en eller anden måde følte jeg, at vi gav noget tilbage til alle de mennesker, der havde gjort så meget for klubben. Det var måske en af de største oplevelser, jeg har haft. Lige netop Mogens Kroghs scoring mod AGF, var vi også inde på, da vi talte med Krogh selv i julekalenderen. Men det er også et øjeblik, der står klart i erindringen hos Colding. - Der sker utrolig mange små ting i løbet af en sæson, der gør, at man til sidst vinder mesterskabet. Men lige Mogens Krogh-scoringen var så vanvittigt afgørende. I løbet af sæsonen havde han haft masser af vigtige redninger, men at gå med frem og score på et hovedstød til sidst, det er ikke noget, man oplever særlig tit. [caption id="attachment_21194" align="alignnone" width="1500"] Søren Colding skiftede fra Brøndby til Bochum.[/caption] Fremhæver Per Bjerregaard Hvis der er én person fra din tid i Brøndby, du gerne vil fremhæve, hvem er det så? - Jeg vil gerne fremhæve Per Bjerregaard. Selvom han havde en masse hjælpere og spillere, var det ham, der førte Brøndby frem. Han tegnede klubben og førte den derhen til hvor klubben var, da jeg var der, men også hvor den er i dag. Han var frontfiguren og lederen i rigtig meget af det, der foregik i Brøndby. Søren Colding selv har også et særligt forhold til Per Bjerregaard, som i mange år var en konstant i hans fodboldliv. - Når man har oplevet så meget, som jeg har, er man dybt taknemmelig for, at have været en del af det. Det var Per, der hentede mig til Brøndby og lavede min første kontrakt. Siden forlængede han den flere gange, og det var også ham, der solgte mig til udlandet. Jeg har haft et helt specielt forhold til ham. Man kunne altid ringe, hvis man havde brug for hjælp med det ene eller det andet, også selvom man ikke var i klubben. - Jeg kom tilbage til Brøndby, da jeg var færdig med at spille, for jeg skulle have et liv efter fodbolden. Der var han også inde over. Så hvis jeg skal nævne én, bliver det helt sikkert ham. [caption id="attachment_21196" align="alignnone" width="342"] Foto: brondby.com[/caption] Rejser stadig verden rundt Tidligere har Søren Colding turneret verden rundt som fodboldspiller og besøgt stadions i flere afkroge af verden. I sit arbejde i dag, rejser han stadig verden rundt, men i en lidt anden funktion. - Det er noget af en drejning, mit liv har taget. Jeg lærte Jesper Nielsen at kende, da jeg var i Brøndby, på det tidspunkt hvor Jesper var sponsor. Nu arbejder jeg sammen med Jesper og åbner smykkebutikker i hele verden. - Vi har åbnet et par stykker i Danmark og lige nu er jeg i Stockholm, for at åbne vores anden butik i Sverige. Før var det fodboldstadions og hoteller jeg så, nu er det butikscentre og hoteller, jeg ser, lyder det afslutningsvis med et smil. Søren Colding skal holde jul hos sine forældre sammen med sine børn. Men det bliver en kort jul i familiens skød, for dagen efter skal han til Kina, hvor han skal åbne første smykkebutik dér.
Tilbud til 3point.dk's læsere fra julekalenderens sponsor
Julekalenderen er sponsoreret af No. 31 - Wine & Food. 3point.dk er glade for at No. 31 støtter op om vores arbejde og det glæder også redaktionen, at vinbar og restauranten kommer med et godt tilbud til vores læsere. - Det arbejde og den dedikation som 3point.dk lægger for dagen er beundringsværdigt, og det vil vi gerne støtte op om hos No. 31. Samtidig vil vi gerne give de mange læsere en mulighed for at lære vores sted at kende. Derfor kan alle læsere af 3point.dk få 25% på hele regningen, hvis de booker et bord på www.restaurant31.dk i løbet af december eller januar. De skal blot angive "3point.dk" i beskedfeltet, når de booker deres bord. Så vil vi se frem til at byde dem velkommen til en god aften, udtaler Mads Harboe, som er stifter og medejer hos No. 31. Du kan altså sikre dig 25% rabat på både mad og drikke, hvis du booker bord via hjemmesiden i december eller januar. Husk at anføre, at du har set reklamen på 3point.dk. Du kan booke bord og se menukortet her.