SønderjyskE slog Brøndby ud af pokalturneringen i uskøn kamp
Brøndby IF og SønderjyskE leverede virkelig ikke en god kamp, da de to hold mødtes i Sydbank Pokalens 1/8-finale. Sønderjyderne endte dog med at trække sig sejr

Brøndby IF og SønderjyskE leverede virkelig ikke en god kamp, da de to hold mødtes i Sydbank Pokalens 1/8-finale. Sønderjyderne endte dog med at trække sig sejrrigt ud af opgøret, og Brøndby IF er derfor ude af årets pokalturnering. FOTO: Teis Markfoged Lad det være sagt med det samme: Onsdagens pokalkamp mellem Brøndby IF og SønderjyskE er en af de dårligste fodboldkampe, undertegnede har dækket i mine snart fem år her på siden. Det er immervæk blevet til en del. Ikke desto mindre skal vi forsøge at guide jer igennem det. Mens SønderjyskE startede stærkt og i de første fem minutter havde flere gode muligheder for omstillinger, fandt Brøndby IF hurtigt melodien og forblev toneangivende i resten af første halvleg. Men spilovertaget og det aggressive pres blev ikke fulgt op af en, mildest talt, tandløs Brøndby-offensiv. Den første halve times bedste chance var en langskudsflugter fra Anthony Jung, som var på vej lige over mål, men Mirkovic i SønderjyskE-målet valgte alligevel at være på den sikre side og bokse den over. Det efterfølgende hjørnespark blev ikke til noget nævneværdigt. Ti minutter før pausen var det igen Anthony Jung, der var farlig for Brøndby, da han samlede en løs bold op efter en blokeret Hany Mukhtar-afslutning. Men Jung, som var kommet i en meget spids vinkel, høvlede bolden langt over. I stedet for farlige afslutninger blev første halvlegs højdepunkter for hjemmeholdet derfor et par piruetter fra Morten Frendrup og Hany Mukhtar, samt en indendørs-finte fra Hjörtur Hermannsson, som ganske vist ikke lykkedes, men stadig hævede underholdningsniveauet betragteligt. SønderjyskE havde, så vidt vi kunne tælle, blot en enkelt afslutning efter de første fem minutter. Den tilfaldt Artem Dovbyk, som sparkede bolden op på bagerste række. Så havde tilskuerne der også lidt at varme sig på. Efter pausen fortsatte første halvlegs kampbillede umiddelbart. Brøndby fandt de to wingbacks flere gange og det var de to, der drev det meste fremad. Alligevel endte bolden ofte på SønderjyskE-fødder, enten via fejlafleveringer eller dårlige langskudsforsøg. SønderjyskE derimod stod oftest med 11 mand på egen banehalvdel og lod Brøndby tage initiativet. Når Brøndby så smed bolden, var de lynhurtige i deres omstillinger, men sønderjyderne havde lige så meget offensiv kvalitet som Brøndby, så farligt blev det ikke. Efter godt og vel en time skete der endelig noget. Jeppe Simonsen brød igennem i højresiden og lagde et fladt indlæg skråt tilbage til en fremadstormende Christian "Greko" Jakobsen, som fik afsluttet midt i målet, hvor Marvin Schwäbe kom springende og flot fik reddet. Fem minutter senere viste Schwäbe sig igen frem, da Stefan Gartenmann brød igennem og sigtede efter det lange hjørne. Pludselig var der kvalitet i gæsternes offensive aktioner, men det var der også hos Brøndbys keeper, der igen hev en fin redning frem. Kort efter jublede Brøndby Stadion. Hany Mukhtar fandt plads udenfor SønderjyskE-feltet og sendte en flot afslutning mod målhjørnet. Bolden strøg tæt forbi mål, ramte bagstiveren og hoppede tilbage i sidenettet. Sydsiden i den modsatte ende så bolden inde, men det stod altså stadig 0-0. Det var tre gode chancer på ti minutter, men desværre varede de ikke meget længere. Herfra vendte det tidligere kampmønster tilbage. Men syv minutter før tid gjorde SønderjyskE så det onde ved Brøndby. Christian "Greko" Jakobsen snuppede bolden på egen banehalvdel, satte en mand af og sendte Mart Lieder i dybden. Lieder løb fra Hermannsson og trillede stensikkert bolden forbi Marvin Schwäbe. 0-1 var som sådan fortjent nok, for selvom det udelukkende var Brøndby der ville skabe noget, så var det SønderjyskEs omstillinger, der blev farlige. Brøndby skabte tæt på ingenting. Fem minutter før tid forsøgte Niels Frederiksen at satse. Kevin Mensah kom ind på højre back for at give mere fart, mens Mikael Uhre blev sendt ind som ekstra angriber i stedet for Hjörtur Hermannsson. Brøndby skabte dog lige så mange chancer som før udskiftningerne og derfor endte opgøret med en 1-0-sejr til SønderjyskE. Efter tre pokalfinaler på stribe er Brøndby IF derfor allerede ude af årets pokalturnering efter 1/8-finalen.