- Som Brøndby-målmand forsøger man at forberede sig på det uventede
Der bliver gjort meget ud af målmandstræningen hos klubbens kvinder. Det handler blandt andet om at forberede sig på det uventede. Her kan du møde målmandstræne

Der bliver gjort meget ud af målmandstræningen hos klubbens kvinder. Det handler blandt andet om at forberede sig på det uventede. Her kan du møde målmandstræner Thomas Jensen og keeperne Katrine Abel og Kathrine Larsen. Det er mandag eftermiddag i Brøndby. Jeg går gennem klubhuset, hvor der bliver indtaget pastasalater og rød sodavand i lange baner. Unge spillere gør enten klar til træning, eller genopfylder depoterne efter. Jeg har sat Thomas Fuchs Jensen stævne i klubhuset, hvor vi skal tale om det hårde arbejde, der bliver lagt i målmandstræningen på kvindeholdet i Brøndby. Thomas er målmandstræner i klubben og han tager imod mig på et kontor, hvor også cheftræner Per Nielsen sidder og forbereder sig. Thomas Jensen passer ud over sit civile job sit virke som målmandstræner på kvindeholdet tre gange ugentligt. Og han gør det med glæde, selvom hverdagen til tider kan være hård. - Jeg er herude tre gange om ugen. Jeg møder på mit arbejde klokken seks om morgenen og efter ti timers arbejde, kører jeg herud til Brøndby. Her er jeg sammen med Per (Nielsen, red.) før træning og derefter går jeg med keeperne ud en halv time før resten af holdet. - Vi har som regel en times målmandstræning og det har vi så tre gange om ugen. Derefter træner de to keepere med resten af holdet i den resterende del af træningen. Ved hver træning, når de op på to og en halv times træning, tror jeg. Lysten der driver værket Thomas Jensen har keeperne Katrine Abel og Kathrine Larsen i sit målmandsteam og de knokler mindst lige så hårdt, som han selv gør, fortæller han. - Det gør de gladeligt. De knokler for sindssygt. Sidste år havde vi tre rigtig dygtige keepere og nu har vi to, samt en keeper fra U/18, vi kan bruge, hvis der opstår en skade. Men hende der var tredjevalg sidste år, stod ikke så meget, fordi de andre gjorde det så godt. Hun skiftede derfor til BSF i år, så nu er der to i truppen. - Det er travlt. De får ikke en brøkdel af hvad herrerne får, men træner ligeså meget. De knokler for ingenting, så set i lyset af kvindefodbolden, der er på vej frem, så fortjener de mere og mere omtale. - Det er lysten, der driver det, tilføjer han. - Og det gode selskab! indskyder Per Nielsen fra den anden ende af lokalet med et grin. - Ja, og så at have en legende som som Per som kollega, svarer Thomas Jensen med et smil. - Nej, det er lysten, der driver værket. Keepergruppen er helt fantastisk og vi har det også rigtig godt sammen uden for banen. Det er fedt, at se nogle resultater og det gør vi også her. Inden jeg startede, havde de målmandstræning en eller halvanden gang om ugen. Nu har de fast tre gange om ugen. Fodboldinvalid i Roskilde Men Thomas Jensen har ikke kærligheden til målmandstræningen fra den blå luft. Han er selv tidligere keeper, hvor han vogtede målet i Roskilde, dengang RB, indtil han blev fodboldinvalid som 22-årig. - Jeg har faktisk spillet mod Per (Nielsen, red.) i mine unge dage. Så gik vores karrierer forskellige veje. Jeg fik altid høvl af Per i ungdomsfodbold, men så blev jeg fodboldinvalid. Jeg spillede i Roskilde, der dengang hed RB, og skulle til at overtage i 1. division, men så fik jeg to korsbåndsskader og siden har jeg kastet mig over at træne andre målmænd. Det er min passion. Cheftræner Per Nielsen er glad for det arbejde, Thomas Jensen lægger i keepernes udvikling. - Thomas gør det rigtig godt. Vi er glade for at have ham og det tror jeg også pigerne er. Skal kunne noget specielt som Brøndby-keeper Der er en hyggelig og uformel stemning på kontoret. Spillere og trænere kommer og går. Der bliver talt på kryds og tværs og midt i det hele sidder vi og taler målmandstræning. Keeperne Katrine Abel og Kathrine Larsen kommer og sætter sig ved bordet, for at give deres input til hvordan det er at være keeper på Brøndbys bedste kvindehold. - Vi er Katrine og Kathrine. Vi har det godt, lyder det med et smil fra Abel, da jeg spørger ind til hvordan de har det sammen i keeperteamet. [caption id="attachment_30207" align="alignnone" width="1280"] Katrine Abel[/caption] - Det er enormt vigtigt at have en at sparre med. Det kan også være i en træning, hvor bolden er gået ind i forsvarsspillerens side tre gange i træk og begynder at sige 'Kom nu', så er det fedt at kunne tale om det bagefter, så man ikke bare lægger byrden fra sig, men får snakket med en, der ser det fra samme synspunkt, som man selv gør. - Det betyder meget, også fordi vi bruger så meget tid sammen. Vi vil selvfølgelig begge to gerne spille, men vi kan også altid bruge hinanden, supplerer Kathrine Larsen. De kan blandt andet sparre om, hvad man skal kunne som Brøndby-keeper. Og der er ingen tvivl om, at man skal kunne noget andet end målmændene skal kunne i andre klubber. - Der er bare nogle specielle ting, en Brøndby-målmand skal kunne. De skal være gode i spillet med fødderne, fordi vi har bolden så meget. Det bruger vi sindssygt meget tid på, siger Thomas Jensen og fortsætter: - De andre keepere får en masse afslutninger imod og kan derfor også have en masse redninger. Det har vores keepere ikke. De skal måske præstere i en kamp mod Fortuna, hvor vi bliver presset og så er der et par aktioner mod de andre hold. - I kampene skal man hele tiden være klar, for det der plejer at komme, er omstillinger. Og så skal man have meget fokus på spillet med fødderne. Det handler om hele tiden at være på og ikke stå og sove et øjeblik, for der er ikke så mange aktioner i løbet af en kamp, så man skal virkelig være klar, når de endelig kommer, tilføjer Kathrine Larsen og hun bakkes op af målmandskollegaen: [caption id="attachment_30210" align="alignnone" width="1280"] Kathrine Larsen[/caption] - Jeg er meget enig. Og så skal man være opmærksom på, at 80% af de mål der bliver scoret, når man er Brøndby-målmand, det er klumpspil, på en omstilling eller hvis vi ikke lige får ekspederet den ordentligt væk. Det kommer meget sjældent efter organiserede angreb, siger Abel. - I princippet er det jo det vi træner. Vi forestiller os det her scenarie, hvor en spiller er brudt igennem og der så kommer et indlæg, men ofte bliver vi fanget. Vi gør hvad vi kan for at forberede os mentalt og fysisk, men det er svært at forberede sig på fejl og tilfældigheder. - Som Brøndby-målmand forsøger man at forberede sig på det uventede, for det er ikke organiserede angreb. Det er kun på dødbold, det er organiseret. Ellers er det typisk fejl, der fører til fejl. Skulle have taget det straffespark! Men med så få aktioner i en kamp, som Brøndby-keeperne nogle gange har, kan man også komme til at gribe efter halmstrå. Katrine Abel fortæller en historie fra en kamp, hvor efteranalysen endte med at teamet grinende blev enige om, at det straffespark burde hun nok også have snuppet. - Det ér jo fedt, at vi har den mulighed, men det er også på godt og ondt, og det ved Thomas også godt. Men fordi der er så få aktioner, kommer vi nogle gange til at gribe efter halmstrå. Eksempelvis gik vi på et tidspunkt så meget i dybden med tre aktioner, jeg havde i en kamp, at vi til sidst jokede med, at det straffespark skulle jeg altså også have taget. - Det fede er at vi har tid til at træne det, vi gerne vil og kan inddele i temaer. På den måde er vi også priviligerede. [caption id="attachment_20640" align="alignnone" width="960"] Katrine Abel i kamp i Champions League.[/caption] Der er altså et helt andet pres som målmand i Brøndby, fortæller Katrine Abel, som har en fortid i Varde og Taastrup. - Man bliver udfordret til hver eneste træning her. Jeg har spillet i Taastrup og i Varde tidligere, som var to bundhold. Det var ikke unormalt at tabe 10-0 og blive kampens spiller. Det var bare en anden rolle, for der skulle man vitterligt være sidste skanse og forsøge at begrænse nederlaget. Her i Brøndby skal man redde det der kommer, ellers er det en fiasko. Så det er et andet pres. Men der er også plads til sjov og hygge i en travl og seriøs hverdag. Det fornemmer man også dér på kontoret i klubhuset, hvor stemningen er hyggelig, uformel og man kan mærke, at folk kommer hinanden ved. - Vi skal gøre os umage, det er vi forpligtede til, men vi skal også have det sjovt. Det er en kæmpe styrke. Det er ikke kun fodbold. Der skal også være plads til andet, slutter Thomas Jensen. Kathrine Larsen er studerende ved siden af fodboldkarrieren i Brøndby IF. Hun er på studiet hver mandag og onsdag. Tirsdag træner hun både morgen og eftermiddag. Torsdag og fredag arbejder hun, hvor den står på træning bagefter. Og så er der selvfølgelig kamp i weekenden. Katrine Abel er færdig med livet som studerende, så nu arbejder hun hver dag fra otte til 15, hvorefter hun kører til træning i Brøndby. Kender du også en ildsjæl i Brøndby IF, vi bør skrive om? Så send en mail på nanna@3point.dk Artiklen er bragt i samarbejde med: