3POINT
Nyheder29. aug. 2016

Solbakken: Foreløbigt er Brøndby Superligaens bedste hold

Ståle Solbakken har kigget på tabellen, men han har også store roser til Brøndbys midtbane. Brøndby IF leverede en flot indsats mod FC København i går, hvor de

3point person
3point.dk29. aug. 2016

Ståle Solbakken har kigget på tabellen, men han har også store roser til Brøndbys midtbane. Brøndby IF leverede en flot indsats mod FC København i går, hvor de efter et massivt pres kom flot tilbage og satte sig på kampen. Efter kampen havde Ståle Solbakken roser til de blå/gule. - Dette hold bliver svært at slå. De har sammensat en rigtig god midtbane med en blanding af god fodboldforstand hos Christian Nørgaard og legesyge hos Hany Mukhtar. Andrew Hjulsager har gang i en fantastisk sæson, så der har de et godt miks, sagde Solbakken efter kampen til de fremmødte journalister og 3point.dk. - Foreløbigt er Brøndby Superligaens bedste hold, lød det videre med et smil og en hentydning til stillingen i Superligaen. Ståle Solbakken synes generelt det var en god kamp mellem to gode mandskaber, hvor han dog ærgrede sig over manglende effektivitet fra sit eget hold. - Vi spiller en god kamp og Brøndby spiller en god kamp. Jeg synes det er to gode hold. Det var et meget intenst opgør, men vi har et problem med effektiviteten lige nu. - De har foretaget en ændring i formation og spiller meget mere direkte, spiller flere bolde i længderetningen. Men er det ikke også meget tju-bang med lange bolde, de skal op og slås om? - Jo, men de gør det godt. Så kan du kalde det hvad du vil. Ståle Solbakken møder atter Brøndby til februar.

Mest kommenterede nyheder