3POINT
1680454973-BIF_SIF_02-04-2023_lav(73of82).jpg

Teis Markfoged

Nyheder2. apr. 2023

Slukøret Vallys: Det er ikke godt nok

Nicolai Vallys havde svært ved at finde ordene efter Brøndbys 3-0-nederlag til Viborg søndag aften.

Nanna Møller Karlsen
Nanna Møller Karlsen2. apr. 2023

Brøndby IF fik en elendig start på Mesterskabsspillet, da de blå/gule søndag tabte med hele 3-0 - på hjemmebane - til Viborg FF.

Det var kort sagt ikke godt nok, lød det i mixed zone efter kampen fra en slukøret Nicolai Vallys, som heller ikke fik sit eget spil til at køre i kampen.

- Vi taber 3-0 på hjemmebane og det er ikke godt nok. Viborg var skarpe og gjorde det svært for os, så stor cadeau til dem, siger Vallys.

- Nogle gange når man spiller denne type kampe, ved man godt, at man ikke kommer til at have bolden 100 gange. Men at man skal være klar, når situationerne kommer. Der var ikke rigtig så meget, der lykkedes for mig i dag. 

- Jeg har egentlig en følelse af at vi har en del chancer, når jeg står og tænker over det. Men det er ikke nok, og de laver tre mål. Der er ikke så meget at sige til det. Jeg har selv et par chancer og det er dem, man skal score på, når kampene er så tætte, som de er i Mesterskabsspillet.

Det var ikke kun indsatsen på banen, der var trist og grå. Det var stemningen på Brøndby Stadion også. Men Vallys ønsker ikke at sige alt for meget om den sag.

- Det er svært at kommentere på som spiller. Det er jo ikke det Brøndby Stadion, som vi alle sammen håber på. Men jeg kan ikke sige så meget om det, siger Vallys og bliver efterfølgende spurgt ind til, om han og de øvrige spillere hører, når fansene for eksempel buh'er, når bolden bliver spillet tilbage mod målmanden eller forsvarskæden.

- Man hører da lidt, hvad der sker på stadion, men vi gav heller ikke fansene så meget at juble over i dag, så det er måske fair nok.

- Det var ikke optimalt på nogen som helst måde. Nu har vi spillet to dårlige kampe i træk, så vi skal være bedre næste gang. Vi kæmper videre, men der er langt op.

Brøndby IF skal i kamp igen på næste mandag, hvor der venter en udebanetur til Farum.

Relaterede nyheder

Mest kommenterede nyheder