
Teis Markfoged
Slimane: Elsker presset i Brøndby
Der er pres på, når man spiller i Brøndby IF. Det er der også, selvom man er en ung spiller. Nogen trives bedre med det end andre, men 19-årige Anis Slimane els

Der er pres på, når man spiller i Brøndby IF. Det er der også, selvom man er en ung spiller. Nogen trives bedre med det end andre, men 19-årige Anis Slimane elsker det. Presset er aldrig noget, han vil blive bange for, fortæller han i et interview med netmediet bold.dk.
- Presset er stort i Brøndby, men det er noget, jeg elsker og aldrig nogensinde vil blive bange for. Jeg synes, det er sjovt, når der er pres og noget på spil i hver uge. Der bliver stillet højere krav til os, men det er lige mig, siger han til bold.dk.
Slimane startede som lyn og torden efter vinterpausen, da han blev hevet op fra U/19-holdet, men røg siden lidt ud af holdet igen. Nu står en ny sæson for døren, hvor midtbanespilleren vil få sit helt store gennembrud.
- Mit mål er at få spilletid i alle kampe. Selvfølgelig vil jeg helst spille fra start, men der vil også være kampe, hvor man ryger ud, fordi der måske er brug for noget andet. Jeg skal bare fortsætte, for jeg er jo slet ikke færdigudviklet endnu. Jeg går efter at få mere stabilitet, så mine præstationer ikke svinger så meget. Nu vil jeg bruge den kommende sæson på at få mit helt rigtige gennembrud og bide mig fast for alvor.
Brøndby IF tager hul på den nye Superliga-sæson søndag, når de møder FC Nordsjælland.