Skuffet Zorniger om udvisning: Det burde ikke være sket
Alexander Zorniger mener, at udvisningen til Gregor Sikosek fik afgørende betydning for, at Brøndby ikke leverede en toppræstation, da Lyngby torsdag aften var

Alexander Zorniger mener, at udvisningen til Gregor Sikosek fik afgørende betydning for, at Brøndby ikke leverede en toppræstation, da Lyngby torsdag aften var på besøg på Brøndby Stadion. Det røde kort til Gregor Sikosek efter bare 3½ minut blev afgørende, da Brøndby tabte 0-2 til Lyngby. Sådan lyder analysen fra Alexander Zorniger, der ellers havde forventet at bygge videre på den gode anden halvleg, holdet spillede i Parken søndag. - Vi startede rigtig godt, og havde allerede chancer efter et minut. Jeg tror, vi kunne have været tæt på den præstation, vi leverede i anden halvleg i søndags. Det var vores plan, men det kan man ikke, når man kommer i sådan en situation. Det var svært derfra, siger Zorniger til 3point.dk. Situationen der henvises til, er den udvisning, Gregor Sikosek allerede ragede til sig efter 3½ minut. - Det burde ikke være sket, men han er en ung spiller. Men han skal ikke behandles som en lille dreng, der har mistet sit legetøj. Det er holdkammeraterne der betaler prisen, og vi skal fortælle ham, at det ikke er acceptabelt defensivt arbejde. - Men vi så også, at Svenn i starten havde problemer med venstresiden, men han udviklede sig, og det gør Gregor også. Det skal han. Situationer som denne skal han lære at håndtere, for det vil udvikle ham som spiller. Brøndby har ikke før spillet så lang tid med 10 mand, hvilket er fysisk krævende for de spillere, der stadig er på banen. Det er der en del taktiske overvejelser i, fortæller Coach. - De er ikke vant til det. Vi kan nemt omstille os til 4-3-2 og stadig spille med to angribere, men vi havde ikke den løbekapacitet i første halvleg, det krævede. Men det kunne vi også have gjort. Men det er svært, det er en svær måde at spille på. Brøndby har nu tabt tre kampe i træk, men alligevel vil cheftræneren ikke høre tale om krise i Brøndby. - Vi tabte i Midtjylland. Det er der mange hold, der gør. Så har vi tabt til de danske mestre på deres hjemmebane. Vi har nået vores mål med holdet efter bare ti måneder, og så er det svært for et ungt hold at holde koncentrationen på det højeste niveau. Brøndbys næste opgave er i Haderslev på søndag, hvor SønderjyskE tager imod.