Skuffet Zorniger: Afspejler sæsonen meget godt
Alexander Zorniger var en meget skuffet træner, efter at have set sit hold tabe 2-3 til Vendsyssel FF i efterårets sidste kamp. Han mener, at nederlaget på mang

Alexander Zorniger var en meget skuffet træner, efter at have set sit hold tabe 2-3 til Vendsyssel FF i efterårets sidste kamp. Han mener, at nederlaget på mange måder minder om hele sæsonen for Brøndbys vedkommende. Brøndby sluttede 2018 af med at tabe 2-3 hjemme til oprykkerne fra Vendsyssel FF. Et skuffende resultat, hvilket Alexander Zorniger heller ikke lagde skjul på efter kampen. - Det var skuffende. Men det har afspejlet sæsonen meget godt. Vi havde vores perioder, men vi var ikke gode nok, og vi har ikke været skarpe nok i defensive situationer. De så ikke totalt farlige ud, men vi undgik ikke indlæggene og vi markerede ikke vores mand centralt. Så kan alle hold i ligaen score, siger Zorniger til 3point.dk. - Vi gik for meget ud af vores organisation for at jagte det tredje mål. Vi skal jagte, men vi gik ud af vores organisation. Vi burde have lært efter første del af sæsonen, at vi ikke er ret gode, når vi gør for mange ting ude af organisationen. Kampen blev samtidig den sidste i denne omgang for Uffe Bech, der forlader klubben til nytår. Zorniger var dog ikke utilfreds med angriberens niveau - heller ikke i dagens kamp. - Han scorede, og han havde endnu en stor, stor målchance til 3-2. Hans præstationer har ikke været grunden til, at vi ikke kan forlænge med ham. Hvis det ikke var for skaderne, kunne vi have signet ham, men skadesperioderne har været for lange til at overse. Jeg ville gerne have set ham præstere sådan i flere kampe, men der har været for mange træninger, hvor han ikke kunne være med. Et af kampens højdepunkter kom efter 89 minutter, da Alexander Zorniger valgte at udskifte anfører Johan Larsson, som også forlader klubben ved årsskiftet. - Jeg har været i den uheldige situation flere gange, at jeg ikke har kunne sige farvel til fansene. Et simpelt farvel er noget helt specielt, og hele stadion rejste sig og klappede af ham. Det er noget helt specielt, siger Zorniger, der altså ville give sin anfører en ordentlig afsked.