Skuffet Rønnow: Vi mangler nogle procenter
Frederik Rønnow er skuffet over Brøndbys præstation ude mod bundholdet Esbjerg, hvor det kun blev til et enkelt point. Der manglede nogle procenter, siger keepe

Frederik Rønnow er skuffet over Brøndbys præstation ude mod bundholdet Esbjerg, hvor det kun blev til et enkelt point. Der manglede nogle procenter, siger keeperen. FOTO: Robert Hendel Brøndby tog til Esbjerg og fik et enkelt point med hjem. De blågule var bagud, men så kom Teemu Pukki på banen og fik udlignet. Men det var ikke ligefrem en mindeværdig Brøndby-præstation og keeper Frederik Rønnow var da heller ikke udpræget tilfreds efter slutfløjtet i det vestjyske. - Når vi ikke præsterer bedre, er det lige meget hvilket hold i rækken vi møder, så bliver vi udfordret. Det er fjerde hold i ligaens nedre region, hvor det sker, og i dag er vi også tæt på at tabe. Vi skal kigge os selv i spejlet og være klar over, at vi skal levere hundrede procent hver gang. Det gjorde vi ikke i dag. Vi kommer lidt tilbage og får et point med herfra, men vi skal være bedre, siger han til Canal 9 og reporter Kasper Marker efter opgøret. - Vi mangler nogle procenter. Vi skal være bevidste om, at hvis vi vil være med helt oppe hvor det er sjovt, skal vi præstere hver gang. På spørgsmålet om hvorvidt præstationen mod Esbjerg var til mere end et enkelt point, svarer Brøndby-keeperen: - Nej, det synes jeg ikke. Selvfølgelig har vi optræk til nogle chancer og er mest dominerende, men de har også nogle kontraer, der er tæt på at blive afgørende. Vi vidste, at de var farlige på kontra og dødbolde, og vi giver dem næsten ikke andet. Det var ikke godt i dag, men vi fik et point med, så nu skal vi hjem og arbejde videre. Frederik Rønnow blev i går aftes kåret som Årets Spiller 2016 i Brøndby.